Ud med det overflødige og forstærket fokus på det væsentlige, som i dette tilfælde er at vise vej. Det er essensen af en ny modelserie fra Garmin, der hedder Nüvi 200, 250 og 270. Den første har kun kort over Norden, nr. 2 har hele Europa og nr. 3 har både Europa og Nordamerika. Vi har prøvet nr. 2. Det er et fint og handy apparat, som uden besvær kan transporteres i en skjortelomme. Skærmen er ikke i det store bredformat, som ellers er så populært, og man klarer sig også fint uden. Alle væsentlige informationer fremstår krystalklart, og en stor pil breder sig midt i kortet, når det er på tide at dreje af. Indtastning af adresser foregår hurtigt, præcist og logisk, så den nye serie fra Garmin er også velegnet til GPS-begyndere, der måske kan blive skræmt af de mange sekundære funktioner, som Bluetooth og mp3-afspillere, der ofte følger med i de bedst udstyrede apparater. Ved en tidligere test af Garmin Nüvi 660 var vi flere gange ude for, at holderen ikke kunne sidde fast i bilens forrude. Det problem er tilsyneladende løst nu. Vi kørte med den nye Garmin i tre-fire forskellige biler, og holderen sad urokkeligt fast i alle – og gav i øvrigt ingen vibrationer videre til selve GPS-apparatet. Alligevel må vi dog notere et mærkbart minus. I en af bilerne – en Volvo C30 – var det umuligt for antennen at fange et signal gennem forruden, og navigationen kom derfor aldrig i gang. I en Citroën C4 Picasso kunne det tage 10-15 minutter, inden der var forbindelse, men det lykkedes dog. Vi oplevede det samme med to forskellige apparater. De nye modeller fra Garmin har en ny type antenne, der er integreret i selve apparatet. Hidtil har man foldet en særlig klap ud, når antennen skulle bruges. Noget kunne tyde på, at Garmin må en tur tilbage i laboratoriet for at få finjusteret den nye antenne.
Navigation skåret ind til benet





























