Efter at være blevet bygget siden 1989 har Mazda MX-5 omsider fået en seriøs konkurrent: sig selv. Forstået på den måde, at Mazda nu har to versioner af den lille topersoners roadster: den traditionelle med blødt stoftag og så den nye, der hedder Roadster Coupe, og som har et elektrisk drevet foldetag af hårdt kunststof. Modellen med det nye tag koster 26.000 kroner ekstra, og de penge er givet godt ud for dem, der vil bruge deres Mazda MX-5 hele året rundt. Det hårde tag klarer nok vejrliget en tand bedre end det bløde, og så har det endnu en fordel: Hærværksmænd får sværere ved at stikke en kniv gennem det. Lige på og hårdt Ét ord kan beskrive Mazda MX-5, uanset tagform, og det er: direkte. Alt foregår med minimalt slør og lige på og hårdt. Det betød så også, at første igangsætning skete med 3.000 omdrejninger på motoren, selv om bilen bare skulle bakkes ud fra forhandlerens p-plads. Speederen reagerer nemlig som en hugorm, og motoren elsker omdrejninger. Første gearskift blev også lidt køreskoleagtigt, for kobling og gearstang kræver kun minimal og helt præcis dosering. Og første sving var sådan lidt zigzag, for styretøjet skal kun have et vrik med håndleddet, før bilen skifter kurs. Læg dertil, at udstødningen leverer en fin, aggressiv snerren, og resultatet er, at føreren i Mazda MX-5 føler sig hensat til en rigtig sportsvogn. Den er absolut sjovest på små, snoede veje. Krængning forekommer stort set aldrig, men omvendt er komforten også ret begrænset. Alle bump og huller i vejen slår hårdt igennem, og de værste af dem kan sagtens få bilen til at skifte kurs, hvis de f.eks. ligger midt i et sving. Føreren skal altså være over sin MX-5 hele tiden. Ikke mindst på våd asfalt. Et lille tjat til speederen, og bilen prøver at komme sidelæns ud af en rundkørsel. Mazda MX-5 er jo en rigtig sportsvogn, og den slags trækker på baghjulene. Det bliver dog aldrig til en rigtig udskridning, det sørger ESP-systemet for. Masser af luft Vi har kørt den nye MX-5 Roadster Coupe i en typisk dansk sommeruge med både bagende sol (taget nede) og silende regn (taget oppe). Når kabinen er i stilling ’åben’, luftes fører og passager særdeles godt igennem. Et lille vindskot mellem nakkestøtterne dæmper lidt på luftstrømmen, som kan blive ret voldsom ved motorvejsfart. Med taget oppe opfører bilen sig helt som den lille coupe, den også er. Taget åbnes på cirka 20 sekunder, og det lægger sig lodret bag forsæderne. Derfor er bagagerummet næsten på samme størrelse som kalechemodellens. Det rummer 150 liter – ikke meget, men dog nok til, at to weekendtasker lige kan mases ind. I kabinen er der et par aflåste rum til småting, der ikke skal ligge frit fremme. Kabinen har også lidt sportsvogn over sig. Hvor tit ser man f.eks. et olietermometer? En god ting for dem, der vil gerne vil behandle sin motor skånsomt, mens den varmer op. Alle kontakter og greb sidder perfekt for føreren, og Mazda siger da også selv, at de har genoplivet det traditionelle japanske begreb ’jinba attai’ i skabelsen af denne bil. Det betyder noget i retning ’rytter og hest i harmoni’, men vi siger bare, at rytteren ikke skal være alt for høj. I hvert fald er sæderne for små til Lørdagslivs testkører på 187 cm. Lårene får ikke rigtig nogen støtte, men endnu værre er det, at speederfoden tvinges til at indtage en forkrampet position, der kan give ømhed allerede efter en halv times kørsel. Måske tilpasser ens anatomi sig til forholdene efter længere tids ejerskab. Det får vi desværre nok aldrig opklaret. Trods disse svipsere er Mazda MX-5 Roadster Coupe er herligt køretøj. Der findes andre små åbne biler, f.eks. Peugeot 207 CC og Opel Tigra, men de er baseret på forhjulstrukne familiebiler og kan slet ikke formidle den meget direkte køreoplevelse, som Mazda MX-5 giver. Kort sagt: Mazda MX-5 er en ener. Uanset tagkonstruktion.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Leder af Christian Jensen
Historien om de bedste hold, der ændrede verdensfodbolden uden at løfte trofæet – og ja, Danmark er på listen
80 år
Debatindlæg af Alexander Holm




























