Fræk og sjov i byen

BMW G 650 Xmoto er lidt spartansk, men  underholdende.
BMW G 650 Xmoto er lidt spartansk, men underholdende.
Lyt til artiklen

Fræk og frisk ser den ud, med sin høje og lette konstruktion og sine røde pletter hist og pist i det grå. Men vigtigere er det, at den også kører både friskt og frækt, denne BMW G 650 Xmoto.

Det er en ren fornøjelse at smutte rundt med den inde i byen eller på de små snoede landeveje. Den er nem at køre og helt til at regne med i sving og ved de hurtige undvigemanøvrer, som kørsel i byen altid fører med sig. Af de tre modeller i denne serie er Xmoto netop bygget til et liv på asfalt, mens G 650 Challenge er en ren offroader, og G 650 Xcountry placerer sig midt imellem de to andre. Kernen i de tre modeller er en vandkølet encylindret motor med fire ventiler og elektronisk indsprøjtning. 53 hestekræfter og et moment på 60 Nm lyder måske ikke af så meget, men når cyklen kun vejer 147 kilo i tør vægt, er den hurtigt ude af starthullerne og rykker friskt af sted. Motoren trækker godt – og råt – fra bunden, og selv om der ikke er nogen omdrejningstæller, så kan det både høres og mærkes, når der skal skiftes gear op eller ned. Der er kontant afregning, og dens vibreren bliver på godt og – kun lidt – ondt også hurtigt en del af køreoplevelsen. Gearskiftet virker blødt, men et par gange også lidt upræcist. Bremserne klarer sin opgave fint nok, selv om der kun er en enkelt skive foran og en bag. Også når køreren – som i dette tilfælde – ligger i den tungere ende. Men netop med denne solide vægt i sadlen gav det også respekt for affjedringen og støddæmpningen, at den kan justeres helt perfekt. Uden brug af værktøj. Instrumenteringen er spartansk: Det er muligt at se hastigheden og antal kørte kilometer, en triptæller kan også listes frem, men så klarer nogle lamper resten som at fortælle, at der snart skal benzin på. To gange ros skal der lyde til udstyret i øvrigt: For det første er spejlene rigtigt gode, for det andet er det skønt at køre på en BMW, hvor der kun skal en knap til at regulere blinklysene og ikke tre som på de andre modeller. Måske for at understrege, at denne maskine er mere til det frække end det fornuftige, er der ikke fodhvilere til en bagsædepassager. De kan dog eftermonteres, men sadlen lægger nu ikke op til det. Den er smal, ret hård og ikke til lange ture. Bare under en kort udflugt fra København til Helsingør med lidt afstikkere var det på hjemvejen nogle gange nødvendigt at dæmpe ømheden ved at stå lidt op på de faste fodhvilere. Men der er heller ikke tale om en langturscykel, selv om den oprette kørestilling føles naturlig og afslappet. Med en sædehøjde på 90 cm er maskinen i øvrigt ikke til de kortbenede. Men er benene lange nok, er Xmoto en godt bud til kvik pendling fra forstaden og til sjove ture i omegnen. Et stort minus er der dog: Prisen. 150.000 kroner er mange penge for en encylindret motorcykel som denne. Konkurrencen er ekstrem hård i det prisleje. Men er pengene der, så er der også sjov for hver en øre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her