På et enkelt punkt er den helt på toppen, på andre punkter kniber det lidt mere. Automatgearet i Chevrolet Epica 2,0 LT VCDi fungerer nemlig helt fortræffeligt, mens resten af bilen ikke helt lever op til den ganske høje pris på 353.000 kroner. Trods sit amerikansk-klingende navn er Chevrolet Epica udviklet og bygget i Sydkorea, men den er kraftigt inspireret af den amerikanske flyderstil. På godt og ondt. Affjedringen er nemlig ikke helt velkomponeret. Den er meget blød, og det betyder, at bilen krænger ret mærkbart i skarpe kurver. Samtidig burde den bløde affjedring være i stand til at opsluge skarpe huller i asfalten – det er den bare ikke, for den slags huller slår ret hårdt igennem. Bilen har heller ikke klassens skarpeste styretøj, så det er i højere grad en bil til motorvejen end til den snoede sognevej. Ikke alt for god plads Chevrolet Epica er en stor bil på 4,80 meter, men pladsen er slet ikke udnyttet så godt som i f.eks. den nye Ford Mondeo. F.eks. er benpladsen på bagsædet af Epica ikke så generøs, som burde være i en så stor bil. Foran er der ingen grund til at klage over pladsen, og det er nemt at indstille sæde og rat til en passende position. Testbilen var på højeste udstyrsniveau, LT – som koster 35.000 kroner mere end LS-udgaven. For de penge får man bl.a. læderindtræk, fartpilot, alufælge og elektrisk justering af førersædet. Kabinen er nydeligt forarbejdet, og her i Epica har Chevrolet heldigvis forladt den musegrå stil, der ellers har præget så mange biler fra Korea. Alt er holdt i nydelige mørke farver, der er ingen generende reflekser, og der er kælet for mange af detaljerne i diverse betjeningsgreb Automatgearet koster 33.000 kroner ekstra, hvilket ikke just kan betegnes som lavpris. Kia tager nemlig kun 20.000 kroner for automatgear til den nye Magentis. Her i Epica er automatgearet femtrins, og det arbejder helt fortrinligt sammen med dieselmotoren på 2,0 liter. Det skifter kvikt og på de rigtige tidspunkter, og selve gearvælgeren er en fornøjelse at arbejde med. Den kan skubbes lidt ud til venstre, hvis man vil foretage manuelle skift, f.eks. ved bjergkørsel. Men automatgearet driver også dieselforbruget i vejret: 13,2 km/l mod 16,4 km/l i udgaven med manuelt gear. Rolig ved motorvejsfart Motoren klaprer og rasler lidt voldsomt lige efter en koldstart, og den er altid lidt støjende ved lav fart. Ved motorvejsfart falder den dog helt til ro, og så høres kun dæk- og vindsus. Dermed er Chevrolet Epica absolut et godt bud til en langtursbil. Partikelfilter er standard. Sikkerhedsniveauet i Chevrolet Epica er ukendt, da den aldrig har været testet af Euro NCAP. Testbilen kørte uden ESP-system, men det bliver standard i de biler, der ankommer til Danmark fra november. I den testede udgave forekommer Chevrolet Epica ganske enkelt at være for dyr. Uden større afsavn er det nu også muligt at skrælle 60.000 kroner af prisen, så den kommer ned på 290.000 kroner. Det kræver blot, at man vælger det lavere udstyrsniveau og ’nøjes’ med manuelt gear. Dermed får køberne også en mere økonomisk bil, og så har prisen også et bedre forhold til konkurrenterne. 353.000 kroner er i overkanten for en bil, der trods alt har en del minuspunkter.
Finesser driver prisen for højt op






























