Bredbaget og hurtigt omklædt

Ford Focus CC står her med taget nede. Der er plads til fire, men dem på bagsæsdet får fartvinden lige i synet.
Ford Focus CC står her med taget nede. Der er plads til fire, men dem på bagsæsdet får fartvinden lige i synet.
Lyt til artiklen

Herrefed bil. Folk kigger helt vildt«, jublede ungerne på bagsædet, mens hår og hætter flagrede omkring deres hoveder. Ja, hvem vil ikke glo, når man kører uden tag i frostvejr og bidende blæst. Men der var ingen vej udenom: Selvfølgelig skal en cabriolet – i dette tilfælde Ford Focus CC – afprøves med taget nede, selv om kalenderen er langt fra lyse nætter, og alle isboderne har lukket. Bagerste række fik mest vind og kulde. Foran sidder man i læ under den store og særdeles skrå frontrude, hvor man både kan høre radioen og holde varmen nogenlunde. Til gengæld vil nogle nok synes, at ruden er nærmest klaustrofobisk tæt på. Omklædningen fra coupé til cabriolet tager under et halvt minut og kræver kun, at man trykker på en knap, som kan nås fra førersædet. Så deler ståltaget sig i to og forsvinder ned i bagagerummet. Her bemægtiger det sig – desværre – over halvdelen af pladsen. Med taget oppe sluger det brede og dybe lastrum 534 liter, mens man må klare sig med en brevsprækkeagtig åbning og et meget fladt areal med plads til 248 liter, når taget er slået ned. Absolut i underkanten, hvis man er fire plus habengut om bord. Foran, tak I kabinen er goder som plads og udsyn på ingen måde ligeligt fordelt. Foran er forholdene fyrstelige i de faste sportssæder, som nærmest holder om de siddende, og man kan sidde sportsligt lavt eller længere oppe mod loftet efter ønske. Bag i bilen er benpladsen kneben, og voksne sidder nærmest med hovedet oppe i bagruden. De føromtalte mellemstore børn sad dog fint deromme – både med og uden tag over hovederne. Og bare det, at der overhovedet er plads til børn bag i bilen, er et klart plus, når man sammenligner med de mindre cabriolet’er som f.eks. Peugeot 207 CC, hvor bagsædets anvendelighed er lidt af en gåde. Er man kun en eller to i bilen, kan man med fordel hæfte den medfølgende vindskærm på, når taget er nede. Og så kunne det være skønt, hvis taget kunne klappes ned ude fra med tændingsnøglen – vi befinder os trods alt i noget, der nærmer sig luksusklassen, hvilket da også præger designet. Der er indrettet med både krom, læder og lak. Italienske Pininfarina har været med til at indrette og designe bilen. Deres kundekartotek breder sig fra Alfa Romeo, Jaguar og Ferrari til Mitsubishi og Hyundai. Ford Focus CC’s høje og brede bagparti kan næppe kaldes den mest elegante løsning, man har set fra firmaet. Tung i trafikken Ford Focus CC er et tungt køretøj, og der er ikke meget gazelle over testbilen, som er udstyret med en 2,0 liters benzinmotor. I 4. gear tager det 13,6 sekunder at flytte speedometernålen fra 50 til 100 km/t. Det frister ikke ligefrem til at binde an med den mindre motorudgave på 1,6 liter. Så lyder dieselmodellen på 2,0 liter mere spændende – den klarer accelerationen på 8,6 sekunder, oplyser Ford. Måske et mere oplagt valg, for langmodighed matcher ikke Ford Focus CC’s sporty linjer og indretning, og det er rart at kunne rykke, når trafikken kræver det. Skal der diesel i tanken, må man lægge yderligere 45.000 kroner hos forhandleren. I førersædet glædede vi os over et godt udsyn til alle retninger og instrumenter, som er logisk placeret og lette at betjene. Gearstangen er placeret behageligt tæt på føreren, og lyd- og klimaanlæg er også lige til at gå til. Regnsensoren er en herlig opfindelse, som sparer megen vippen med viskerkontakten i dansk blandingsvejr. Vi savnede dog en bagrudevisker – regndråber og rimfrost nærmest klistrer til den skrå rude. Et plus i karakterbogen noterede vi for tystheden i kabinen under kørslen, og heller ikke manøvrerne med taget giver meget lyd fra sig. Ford har strøet flere opbevaringsrum til småting i kabinen uden ligefrem at ødsle med dem. Fikst er det så, at lågen til handskerummet kan klappes ned og tjene som bord med holdere til to kopper. Men selv om der blev jublet på bagsædet, tøver vi med at kalde Ford Focus CC en familievenlig bil. Vel har den ’herrefede’ træk, men det er mere som sjov og legetøj end som rummeligt fragtfartøj og indkøbsvogn. Og man får lov at betale for festlighederne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her