Topsikkerhed i fire nye biler

Lyt til artiklen

Topkarakter på fem stjerner er uddelt med rund hånd i den seneste serie af crashtest hos organisationen Euro NCAP. Men ikke helt uden drama. For danske bilkøbere er det nok af størst interesse, at Årets Bil i Danmark 2008, Mazda 2, fik de fem stjerner. Dog først i andet forsøg. Blandt velhavere vil der være tilfredshed med, at Volvo V70 også fik topkarakteren – i et forløb, hvor Volvo ikke helt har spillet med åbne kort. Taxachauffører (og deres passagerer) kan også glæde sig over, at Mercedes C-klassen har fået fem stjerner. Samme karakter går til den nye Renault Laguna, der får dansk premiere i starten af det nye år, mens Honda for anden gang har haft sin Civic til test. Første gang blev det kun til fire stjerner – anden gang ligeså, selv om Honda selv stærkt håbede på fem stjerner. Danske biler ændret Mazda 2 blev testet første gang for et par måneder siden, men her fungerede de to frontairbags ikke korrekt. De blev udløst for sent. Mazda reagerede hurtigt og ændrede på noget software, og bilen kom til ny test. Og så var de fem stjerner hjemme. I Danmark var der dog allerede solgt 250-300 biler, og dem har importøren kaldt tilbage for at få dem op på nyeste standard. Fem stjerner hos Euro NCAP giver et nedslag i bilens registreringsafgift, og Mazda i Danmark har tidligere erklæret, at denne besparelse vil gå direkte videre til kunden. For de to billigste modeller er beløbet 2.100 kroner, for de andre 3.600 kroner. Denne rabat gives dog kun til biler, der bliver indregistreret efter testdagen, som i dette tilfælde er 19. december. Volvo måtte have et nyt forsøg Hos Volvo er sikkerhed en æressag, og alt andet end en topkarakter dur ikke. Derfor lød det også meget sandsynligt, da Volvo for et par uger siden meddelte, at de ved en ’intern test’ af den nye V70 havde opdaget en svaghed ved sit ellers højt berømmede SIPS-system (Side Impact Protection System), der beskytter passagererne ved en kollision fra siden. Sideairbaggen blev nemlig udløst for sent. Fabrikken indkaldte et større antal biler over hele kloden, heriblandt cirka 220 danske Volvo V70 af nyeste model, og sagen blev bl.a. omtalt her i avisen og på politiken.dk. Nu viser det sig, at den ’interne test’ faktisk var den aktuelle Euro NCAP-test, hvor Volvoen ikke klarede sig helt godt nok i den såkaldte ’pæletest’, hvor bilen med 29 km/t kastes mod en 25 cm tyk stålpæl. Volvo ændrede på bilen efter den første Euro NCAP-test, som ikke blev offentliggjort på det tidspunkt. Derefter stillede Volvo op til ny afprøvning. Men ak, resultatet var præcis det samme: Sideairbaggen udløses stadig en smule for sent, og der er dermed en lille skønhedsplet på Volvo V70. Den har dog uden besvær opnået de fem stjerner og har altså et særdeles højt sikkerhedsniveau. Det samme må siges om Mercedes C-klasse og Renault Laguna. Fem stjerner til dem begge. Men Honda Civic må altså nøjes med fire stjerner, selv om fabrikken skulle have forbedret bilen siden den oprindelige test i 2004. Et af problemerne er, at førerairbaggen ikke bliver foldet ordentlig ud, så førerens hoved rammer rattet. Desuden er der risiko for benskader.

Se evt. mere på www.euroncap.com

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her