Jaguar er noget særligt. Der er trods alt en særlig duft af engelsk landadel over mærket. Spørgsmålet er, om denne duft hænger ved, når X-typen nu kan købes som van på gule plader. Og når billigste version af denne model VANity kan købes for det sammen som en pæn mellemklassebil, 388.000 kroner. Navnet rykker i hvert fald stadig, for der kan mærkes lidt misundelse hos de fleste, når de hører, at en tur i en Jaguar står for døren. Og det virker ikke, som om den følelse ændres mærkbart, når sandheden om den gule plade luftes. For alle de andre luksusmærker, Mercedes, Audi, BMW, Lexus osv., har jo alle for længst etableret sig med van-modeller. Så det giver ikke prestigetab i sig selv. Et par korte køreture i Nordsjælland i denne danmarkspremiere justerer heller ikke meget på følelsen. Den blev foretaget i VANity-modellen med en 2,5 liters V6-motor, automatgear og permanent firehjulstræk. Og det er jo en umiddelbart velkørende bil. Limousinefølelsen er helt hjemme, motoren har et fint træk, og automatgearet, der er ekstraudstyr, fungerer udmærket. Plads til hund og golfkøller Den syngende lyd fra baghjulene, som ellers kan være en gene i en van-model, er i Jaguaren dæmpet helt fornuftigt. Den kan høres, men den forstyrrer ikke snakken. Så den antyder kun lige oplevelsen af det store fladbundede rum bagude, hvor et par hunde og et sæt golfkøller sagtens kan være sammen med varerne fra indkøbsturen. Og hvor der faktisk under bunden også er et smart indelukke til jagtgeværerne. Indretningen kan der heller ikke klages over, hvis man ellers er til læderindtræk og noget fugleøjetræ på døre og instrumentbord. Det kan jo ikke være andet i en Jaguar. Sæderne kan indstilles og justeres med elkontrol. Naturligvis er der en grænse for, hvor langt tilbage de kan køres i sådan en van-model, men for alle andre end ekstremt langbenede er der mulighed for en god arbejdsstilling. Samtidig er der hældt en masse andet udstyr ind som standard i VANity-versionerne ligesom i de andre udgaver af X-typen. En advarende parkeringssensor bagerst er god at have i så stor en bil, varme i sæderne er ligesom et godt klimaanlæg ikke at kimse ad. Et godt lydsystem med indbygget Bluetooth føles også ligesom et ’must’ i en bil, der har luksus som en del af varemærket. Behersket salg Udseendet er pænt uden at være prangende. Den brovter ikke, og den suger heller ikke folks blikke til sig. Forpartiet med det markante kølergitter og de runde forlygter melder flot ud, at her kommer en Jaguar, men stilen falmer noget hen mod bagenden, der ligner så meget andet på markedet. Og måske er det snarere X-typens tætte forhold til Ford Mondeo, der har dæmpet efterspørgslen. Spørgsmålet er, hvem der skal nås med de gule plader? »Vi har allerede solgt et par stykker, og det har i begge tilfælde været til personer, hvor børnene var fløjet hjemmefra, hvor ønsket om Jaguars stil og luksus nu skulle opfyldes, og hvor der eksempelvis skulle være plads til hunde omme bagi«, fortæller salgschef Søren Lyngsø fra Jaguar Danmark.
Nyskabelse: Jaguar som varevogn






























