Den ene er grønnere end den anden. Og hermed menes sindelaget, ikke nødvendigvis den ydre farve. Dette års Detroit Auto Show var det første, hvor Chrysler skulle vise, hvad de kan præstere efter skilsmissen fra Mercedes sidste år. Tilsyneladende fejler fantasien ikke noget – og heller ikke lysten til at udvikle miljøvenlige biler til fremtiden. Gennem årene har Chrysler præsteret utallige konceptversioner af den klassiske Jeep. Sådan er det også i år: Jeep Renegade. Det må siges at være bilen til eventyreren, der vil ud i naturen uden at skade miljøet. Bilen har en elmotor ude ved hvert hjul, og når batterierne er kørt helt ned, tager en trecylindret 1,5 liters dieselmotor over. Den er udstyret med alle tænkelige rensningssystemer, så der vil stort set ikke være skadelige stoffer i udstødningen. Jeep Renegade har ifølge producenten et forbrugstal på over 45 km/l. Forstæderne er mere reviret for Chrysler ecoVoyager, der er en kompakt familiebil til fire. Den er lav og aerodynamisk, og det skyldes bl.a., at der ikke ligger en traditionel forbrændingsmotor ude foran. Batterier af lithium-ion-typen ligger i vognbunden og giver en rækkevidde på 65 kilometer. Når batterierne løber tør, så tager en brændselscelle over. Den drives af brint, som ikke udskiller skadelige stoffer. Alt dette lyder muligvis bekendt – teknikken i Chrysler ecoVoyager ser ud til at være en næsten 100 procent kopi af Chevrolet Volt, som debuterede med samme opbygning på sidste års Detroit Auto Show. Endelig har Chrysler-gruppen udtænkt en rendyrket sportsvogn med grønne gener: Dodge Zeo, som er en ren elbil. Elmotoren yder 268 hk, accelererer fra 0 til 100 km/t på seks sekunder og har en rækkevidde på 400 kilometer. Og indtil videre en helt urealistisk fremtidsdrøm.
Kapløb om at være grønnest






























