Firmabiler til et lidt skrabet budget

Lyt til artiklen

De fleste, der kører langt og meget i tjenesten, drømmer sikkert om, at det kan foregå i en bil som f.eks. VW Passat eller en anden af de mere prestigebetonede biler i den klasse. Men drømmen afsluttes muligvis ved et tjek i prislisten, hvor der hurtigt står 400.000 kroner, hvis kunden har lidt avancerede ønsker til motorkraft og udstyr. Derfor ser vi med velvilje på billigere alternativer. To af den slags biler deltog i forrige uges kåring af Årets Bil i Danmark 2008, nemlig Kia Magentis og Dodge Avenger. Ingen af dem kom bare i nærheden af en finaleplads, men derfor kan der jo godt være noget pænt at sige om dem. Vi starter med Kia Magentis: Den har været rigtig længe undervejs til Danmark. Faktisk blev den vist for pressen for halvandet år siden, men prisforhandlingerne mellem fabrik og dansk importør trak ud, så bilen er her faktisk først nu. Til gengæld har den i mellemtiden fået et mindre facelift, som blandt andet skulle gavne køreegenskaber og sædekomfort. Vi kan af gode grunde ikke tjekke, hvor store forbedringerne er. Kia Magentis er faktisk et særdeles positivt bekendtskab. Den er komfortabel uden at være en gyngehest, og den er tilpas skarp i sin optræden, når den hastes gennem hurtige manøvrer på en racerbane som FDM Jyllandsringen. Og prisen kan kun betegnes som rigtig gunstig: 238.500 kroner for grundmodellen med en 2,0 liters benzinmotor med 144 hk. En dieselmodel (2,0 liter/140 hk) koster 263.500 kroner, og den er så absolut vor favorit i modelrækken, der også omfatter en 2,7 liters V6-benzinmotor. Dieselmotoren er kraftfuld, støjsvag og passende økonomisk: 16,7 km/l. Der er rigtig god plads i bilen, og kabinen er aldeles nydeligt udført. Her er der ikke det mindste anstrøg af discount – noget, koreanske biler tidligere led under. Der er premiere på Kia Magentis i begyndelsen af november. Udfordring fra USA Over til Dodge Avenger, der koster 283.000 kroner. Dermed koster den en pæn slat mere end Kia Magentis, men tager sig alligevel en hel del billigere ud. Især i kabinen – her kan man virkelig tale om discount i valget af materialer. Der er anvendt noget gråt plastik, som er knaldhårdt og fyldt med skarpe kanter, som overhovedet ikke lever op til den standard, der præsenteres i europæiske og japanske biler – eller i koreaneren Kia Magentis, som er langt overlegen på dette punkt. I reklamerne præsenteres Dodge Avenger som lidt af et vilddyr, men det er der ikke belæg for i virkeligheden. Vi har prøvet de to motorer i programmet: en 2,0 liters benzinmotor med 156 hk og en 2,0 liters dieselmotor med 140 hk, som dog er forbundet med en næsten surrealistisk merpris på 90.000 kroner. Benzinmotoren byder på et gennemsnitligt temperament, og dieselmotoren, der er indkøbt hos VW, er ganske kraftig, men også meget støjende. Bilen kører udmærket, men måske lidt tungt. Større spændstighed byder den i hvert fald ikke på. Der er pænt med udstyr i Dodge Avenger, der netop har haft danmarkspremiere, bl.a. fartpilot, airconditon, cd-radio og 17 tommers alufælge, men det er svært at se, at den kan slippe af sted med at være 50.000 kroner dyrere end Kia Magentis. Så i denne duel bliver USA slået af Sydkorea – noget så eftertrykkeligt endda.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her