Med nye og rundere former skal den nye version af Opel Agila friste de byboere, der vil nøjes med en lille bil, men som ikke vil være til grin over dens udseende, og som også vil have rummelighed bag forsæderne.
Enten til passagerer og lidt bagage eller med helt eller delvis nedlagte bagsæder plads til ugens storindkøb. Agila gør sit bedste for at leve op til de ønsker. Det mere kasseagtige udseende på den forrige version – der dog blev solgt i 440.000 eksemplarer – er væk. Vel er den bygget over helt samme læst som Suzuki Splash (beskrevet her i Lørdagsliv for et par uger siden), men fronten og bagpartiet har her fået lidt blødere former. Indvendig har Opels designere også kreeret deres eget betræk til sæderne og versioneret instrumentbrættet. Mere afgørende er det, at der ud over et par gode forsæder med fin plads til selv velvoksne personer også er tre pladser på bagsædet. De tre skal godt nok holde meget af hinanden, hvis turen er længere end helt kort, men fire voksne i så lille en bil er heller ikke helt ringe – især ikke fordi tagets nye rundere profil stadig giver højde nok til selv personer på 1,90 m eller lidt mere på bagsædet. Og da bilen har fem døre er det også til at komme ind og ud, selv om man skal dukke sig lidt på vej ind på bagsædet. Med bagsæderne oppe er der naturligvis ikke voldsomt meget bagageplads i en bil, der er 3,74 meter lang. Men det skal roses, at bagsæderne er lette at lægge helt ned til en flad ’varevognsbund’, og så kan varemængden vokse fra 225 liter op til 1.050 liter. Så for mindre familier og par fra de umodne til de overmodne er Agila en fleksibel mulighed. Den er ingen sportsvogn, og den mindste trecylindrede motor på 1,0 liter med 65 hk har ikke megen råstyrke. Men den kan dog følge med byens trafik, og den kan køre 20 km per liter. Fin til danske byer med opland, mens den havde rigeligt at se til under prøveturen i bakkerne i omegnen af Marseille. Kommer farten over 120 km/t, mister den pusten. Den firecylindrede motor på 1,2 liter er lidt friskere og skal kun bruge en sjat benzin mere, den kører 19,2 km på literen, mens en 1,3 liter dieselvariant fører sig mere robust frem og kører 22,2 km/l.






























