En bil med paradokser

Stor, men rummelig?.Peugeot 407 SW måler 4,80 meter, men byder alligevel på decideret ringe benplads på bagsædet. På dette punkt bliver den slået godt og grundigt af f.eks. den nye Ford Mondeo. Foto: Jens Dresling
Stor, men rummelig?.Peugeot 407 SW måler 4,80 meter, men byder alligevel på decideret ringe benplads på bagsædet. På dette punkt bliver den slået godt og grundigt af f.eks. den nye Ford Mondeo. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Her er en bil med et par indbyggede paradokser: Peugeot 407 SW er en stor stationcar, 4,78 meter, men lider alligevel af alvorlig pladsmangel på bagsædet. Og så har den nok det største glasareal i nogen bil på markedet, men alligevel er der et ret elendigt udsyn skråt bagud til højre, hvor cyklister kan gemme sig. Bagageafdelingen bagude er dog ganske rummelig, men anvendeligheden hæmmes af, at bagklappens åbning snævrer meget ind foroven. Der kommer ingen kummefryser ind ad den vej. Men alt er selvfølgelig ikke skidt. Her har importøren tilbudt os at prøve topmodellen, 407 SW 2,7 V6 HDI XT. De mange bogstaver fortæller, at der er tale om en stor dieselmotor i en bil med meget udstyr. Overflod af kræfter Motoren først: Den er lidt af et overflødighedshorn af kræfter: 204 hk og en ganske kolossal trækkraft. Kræfterne administreres af et sekstrins automatgear, der skifter hurtigt og lydigt. Det er en helt særlig oplevelse at fyre den af på en motorvejstilkørsel, hvor man oplever samme sug, som når et jetfly starter. Hvordan den opfører sig over 130 km/t har vi ingen anelse om, men både motor og bil synes at være skabt til hurtig motorvejskørsel i Tyskland. Og hvis man ikke har behov for det, er der ikke meget grund til at vælge denne 2,7-version. Det er en V6’er, men den lyder ikke spor bedre end de mindre dieselmotorer på programmet. Og selv når man kører pænt og afslappet, er den tørstig: 11-12 km/l var, hvad vi opnåede. I den lidt billigere ende af 407-programmet har Peugeot et par andre fortrinlige dieselmotorer, som absolut kan anbefales. F.eks. den på 2,0 liter og 136 hk, som ikke vil føles ret meget langsommere end den næsten overdimensionerede 2,7-model – og 2,0’eren er tæt på 90.000 kroner billigere. Affjedringen er et godt kompromis mellem fast og hård, og bilens køreegenskaber er generelt upåklagelige. Heldigvis har Peugeot ikke gjort styretøjet alt for letgående. Forsæderne støtter rigtig godt, men har samme bøvlede ryglænsjustering som i den mindre 207. For at vippe med ryglænet skal man have fat i et håndtag, der er klemt inde mellem dørstolpen og ryglænet – ikke nogen helt simpel øvelse. Ringe plads bagude Som nævnt er pladsen på bagsædet en stor skuffelse. En langbenet chauffør vil få knæene i klemme og glastaget stjæler en del hovedhøjde. I en periode kunne man i øvrigt få en 407 SW i Danmark med ganske normalt ståltag, som vil gøre bilen både lettere og billigere. Det var vist sådan lidt tys-tys – moderfabrikken i Frankrig ville åbenbart helst sælge bilen med det store glastag, som også er eneste mulighed i dag. Et andet og nok så vigtigt sted er der sparet på glasarealet – det opdager føreren ved et kig skråt bagud til højre, hvor der let kan skjule sig en flok cyklister. Hovedinstrumenterne, der sidder lige foran føreren, er derimod tydelige og lette at aflæse. Midterkonsollen byder på et problem, der ofte ses i luksusbiler med meget udstyr: Der er et virvar af knapper, som er svære at skelne fra hinanden, og som derfor kræver alt for meget koncentration under kørslen. Den store synder her er klimaanlægget – hold hellere ind til vejsiden, når der skal skrues på temperatur eller luftretning. For dem, der absolut ikke kan leve uden 200 dieselheste, er Peugeot 407 SW 2,7 HDI såmænd ikke det værste valg – samme motorkraft hos f.eks. BMW er i hvert fald en hel del dyrere. Men de fleste Peugeot 407-kunder vil nok kunne leve udmærket med de tilbud, der fås i den mere ydmyge ende af prislisten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her