To biler i en

Skoda Roomster er to biler i én - det skal man lige vænne sig til.
Skoda Roomster er to biler i én - det skal man lige vænne sig til.
Lyt til artiklen

Tag to, betal for en. Sådan et tilbud får man sjældent hos en bilforhandler, men det føles næsten, som om det er tilfældet, når man triller af sted i Skoda Roomster.

Bilen er en kombination af et velkørende og sportsligt køretøj, hvilket især fornemmes foran i bilen, mens den bageste halvdel mere er en familie- og fragttransporter med fleksible indretningsmuligheder. Det er rart at have Berlingo-klassens fordele og samtidig slippe for varebilsfornemmelsen. Testbilen havde en motor på 1,6 liter og 105 hk at gøre godt med, og vi savnede på intet tidspunkt motorkraft. De vakse accelerationer gjorde et både sjovt og sikkert indtryk, og motoren lød på intet tidspunkt overanstrengt. Den kan også klare varierende hastigheder uden at kræve gearskift hele tiden, hvilket er en stor behagelighed i tæt bytrafik. Styringen er præget af absolut præcision, og pedalerne er behageligt fjedrende lette at betjene. Vi døjede noget med støj fra vejunderlaget, især på motorvejen, og stærk sidevind ruskede let, men dog mærkbart i køretøjet. Det flade tag kan samle et mindre regnvandsreservoir, som vælter ned over forruden, når man starter bilen. Forsæderne i Sports-varianten af Skoda Roomster favner nærmest de siddende, og så har Skoda tilsyneladende fået skik på nakkestøtterne, som i denne bil giver indtryk af, at de faktisk vil støtte nakken, hvilket ikke er tilfældet med støtterne i denne anmelders Skoda Fabia Combi. Smalt midtersæde Rattet kan indstilles i både højde og længde, og fra førersædet er der prima overblik over betjeningsgreb og kontakter. Selv om Roomster er noget mere vovet i designet end de tre øvrige Skoda-modeller Fabia, Octavia og Superb, er instrumenteringen ganske konservativt udført med runde, let aflæselige skiver og knapper med tydelige piktogrammer. Der er også et fint overblik over trafikken – udsynsmæssigt undrede vi os kun over, at Skoda har smurt en underlig sort kant på sideruderne. Udsynet fra bagsæderne er i panoramaklasse takket være de store sideruder og bilens let forhøjede midterparti. Vi monterede to børn på fem og syv år på hver deres selepude deromme, men de kom ikke til at sidde rigtig godt. Sæderne læner på en besynderlig måde for meget bagover til passagerer af den størrelse. To voksne sidder derimod fortrinligt bag i bilen med højt til loftet og god benplads. Men det er lidt af en tilsnigelse at kalde bilen fempersoners, med mindre den ene person er et barn. Det midterste bagsæde er grinagtigt smalt og ikke behageligt at sidde på for en voksen. Har man ikke brug for pladsen, kan det til gengæld vippes forover og tjene som et lille bord med to kopholdere. Midtersædet kan også fjernes, så man kan rykke de to øvrige sæder længere ind mod midten og skrue yderligere op for komforten. Dørgrebene er lidt bøvlede at betjene, fordi de befinder sig bag et større håndtag på dørene. Opbevaringsrum, flaskeholdere og lommer i assorterede størrelser er der rigeligt af i kabinen, og de to fikse posekroge i siderne af bagagerummet burde være standard i alle biler, som bruges til indkøb. Gådefuldt klimaanlæg Bagagerummet er regulært og lettilgængeligt trods en ret høj læssekant. Har man brug for mere bagageplads, er det nemt at kolbøtte bagsæderne fremad og få dem af vejen – eller tage et eller flere af dem helt ud. Smart tænkt, Skoda – det nummer kunne vi godt bruge, når turen går til Ikea i den noget mindre fleksible Fabia Combi. Til gengæld kunne vi genkende det skodaske varmeanlæg, som stadig er en gåde for os. Også i Roomster er temperaturen foran i kabinen cirka kogende, når man på drejeknappen beder om lidt under 18 grader, og det eneste alternativ er decideret kulde omkring de 16 grader. Findes ordet ’tempereret’ mon ikke på tjekkisk? Skoda Roomster fik en andenplads ved kåringen af Årets Bil i Danmark 2007, og en fjerdeplads ved Årets Bil i Europa 2007. I Danmark fås bilen i tre udstyrsudgaver. Grundmodellen er uden tågelygter, forlygtespulere, elrudehejs bag i bilen og betjening af radioen på rattet. Motorpaletten omfatter tre benzinudgaver: 1,2 liter/64 hk, 1,4 liter/86 hk og 1,6 liter/105 hk. Dieselvarianterne er på 1,4 liter/70 hk og 1,9/105 hk. Priserne begynder lige over 200.000 kroner. Seks airbags og ESP er standard på alle modeller. Bilens sikkerhed er testet af den uafhængige Euro NCAP, men testen skal gå om, og resultatet ventes ifølge FDM’s blad Motor at være lige på trapperne. Roomster byder på både køreglæde og komfort, men det var primært testbilens udseende, som blev kommenteret i den uge, vi kørte i den. Står kollegers, bekendtes og forbipasserendes ord til troende, er Roomster ikke nogen skønhedsåbenbaring. Til gengæld får den masser af opmærksomhed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her