Et nyt stilfuldt tilbud til firmabilisten og en superøkonomisk minibil.
De er to af de mest fornuftige biler på British Motor Show, der viser, at bilbranchen dog stadig har et hjerte, der banker for de heftige sportsvogne. Firmabilisten kan dog kaste et blik på den nye Opel Insignia, og Ford Fiesta med tilnavnet Econetic er sagen for dem, der vil køre længst muligt på literen.
Senere til Danmark
Opel Insignia er afløseren for Vectra, og det er næppe helt forkert at gætte på, at det bliver en bil, der kan fås fra lidt under 300.000 kroner, når den får premiere herhjemme til januar.
Opel i Danmark ville ellers gerne have haft den på markedet et par måneder før, for det store salg af firmabiler sker nemlig i november og december. Men det kan ikke lade sig gøre – det vigtige tyske marked stjæler en stor del af de første biler, og i øvrigt kommer den mest interessante model også først engang til foråret: nemlig en stationcar, som ventes at sætte sig på omkring 60 procent af salget. I London måtte vi derfor ’nøjes’ med at kigge på en firedørs sedan og femdørs hatchback. De er stort set identiske at se på, men bagagerummet er selvfølgelig noget mere tilgængeligt i den femdørs version. Begrænset hovedhøjde bagude Insignia har fået en udpræget coupe-lignende profil, og det betyder, at høje personer må finde sig i hovedkontakt med loftet. Ellers føles bilen rummelig og velindrettet, og Opel har forladt den strengt saglige stil i kabinen, der er mere pyntet end før. Hvordan bilen kører, må vi vente et par måneder med at finde ud af.




























