Hvis bare en bil er ekstrem nok, så kan den åbenbart trodse finanskrise og almindelig nedgang – i hvert fald regner Lamborghini med at 2008 bliver et rekordår, hvad angår salg og omsætning.
Bilmærker som BMW, Audi og Mercedes må notere salgsnedgang på 20-30 procent på forskellige markeder, men Lamborghini regner med ganske få procents fremgang, når resultatet for 2008 gøres op.
Sidste år solgte Lamborghini 2.406 biler, og ved udgangen af november i år var det blevet til 2.200 solgte sportsvogne, og Lamborghini-chef Stephan Winkelmann tror på, at sidste års resultat bliver overgået.



























