Hvis bare firehjulstrækkere, offroadere, SUV’er, eller hvad man nu ønsker at kalde dem, ikke var større og mere forslugne end denne Subaru Forester.
Så ville deres anseelse muligvis være en smule højere. Her kører man nemlig med firehjulstræk i en bil, der ikke er meget større end mange gængse stationcars, og som holder sin tørst på brændstof inden for acceptable rammer. I hvert fald med dieselmotor. Subaru siger selv, at den kan køre 15,9 km/l – efter 900 km testkørsel trækker vi lidt fra og siger 14,5 km/l med et kørselsmønster, der siger en fjerdedel bykørsel og resten motorvej med 110-120 km/t. Ingen diesellyd Motoren er på 2,0 liter og yder 147 hk. Det er Subarus første dieselmotor, og man må sige, at de har ramt plet. Der er ikke meget diesellyd over den – ikke engang, når den startes en frostkold morgen.
Når den er blevet varm, lyder den overhovedet ikke som en dieselmotor. Den har en dyb brummen, som man snarere ville forbinde med en kraftig benzinmotor.



























