Bilbranchen er præget af næsten kronisk tilbudshumør.
Formålet er naturligvis at lokke flere kunder ind i butikken, og det gøres typisk ved at sætte prisen ned eller lokke med forskellige former for gratis udstyr. Ved en rundgang på bilmærkernes websider har vi fundet disse tilbud. Der kan sagtens være mange flere, og under alle omstændigheder kan prisen på en ny bil altid gøres til genstand for forhandling. BMW: Mange modeller nedsat med 50.000 kroner. Citroën: Prøvekør en C1 og få en ’goodie-bag’ til en værdi af 338 kroner. Visse udgaver af C5 og C4 Picasso nedsat med 45.000 kroner. Chevrolet: Nye biler ledsages af et særligt benzin- eller dieselkort, der giver en literpris på to kroner de første 15.000 km. Ford: Prut om prisen – hvilket betyder, at der er rabat på alle biler, der holder på lager. Hyundai: Prisfald på 15.000 kroner på den udgående version af Matrix. Firehjulstrækkeren Santa Fe er nedsat med 100.000 kroner. Mitsubishi: Lancer fås med tre års gratis service – eller en kontant rabat på 10.000 kroner. Peugeot: Særlige Black Label-modeller sælges med rabat på 15.000 kroner. Renault: Lagersalg på udvalgte modeller. Besparelser fra 17.000 til 100.000 kroner. Saab: Automatgear til 9-5 er gratis (normalpris 33.500 kroner). Seat: Ny Ibiza Ecomotive, der kører 27 km/l, har gratis aircondition til de første 200 kunder. Flere andre modeller er nedsat med 20.000 kroner. Skoda: Fire års garanti på den ansigtsløftede Octavia. Til Fabia Greenline er en udstyrspakke til normal værdi på 15.000 kroner gratis. Og så kan man vinde billetter til cykelløbet Paris-Roubaix 12. april. Smart: Vind en Smart Cabriolet tre uger i sommerferien. Toyota: En særlig Toyota Safe-pakke omfatter bl.a. vejhjælp og service i tre år/45.000 km. Værdi 10.000 kroner, men ordningen er gratis lige nu. Gælder kun udvalgte modeller, f.eks. ikke Aygo. VW: Visse 2008-modeller af Passat er nedsat med 50.000 kroner.



























