BMW K 1300 GT er ikke nogen scoremaskine, der trækker frække blikke til sig.
Dertil er den alt for bastant tysk og BMW-pæn at se på – især når den har sidetaskerne på. Men til gengæld scorer den point under kørslen. For den er alsidig og giver mere, end første blik lover. Den er både sjov og behagelig at køre på. Den unikke affjedring, der elektronisk kan justeres på mange måder, viser vejen. Tryk affjedringen på ’Normal’, og motorcyklen er i sin kontante adfærd en touringmaskine, der giver en lyst til at køre i timevis. Hele Europa lokker. Tryk affjedringen på ’Comfort’, og den glider blødt over til at blive mere cruiseregnet til en tur på Strandvejen. Tryk affjedringen på ’Sport’ og – selv om den ikke er en sportscykel – så er den sporty, kvik og adræt i selv de skrappe sving, som vi tog under 900 kilometers kørsel på Sydsveriges små og store veje. Langt lettere at bakse med, end udseendet og de 255 kg tyder på. De justeringer af fjedre og støddæmpere kan ske under kørslen, mens det kræver et stop at indstille affjedringen til en passager på bagsædet eller tung bagage. På samme måde er maskinen fyldt med muligheder for at finpudse indstillingerne. Vindspejlet kan køres op og ned, varmen i håndtag og bagsæde kan reguleres, ligesom både styr og sæde kan indstilles individuelt, så føreren sidder helt perfekt. Nyd turen med autopilot Til de lidt længere stræk er der naturligvis autopilot. Muligheden for at låse farten lyder måske som noget pjat, men det er det ikke, for med så stærk en motor og en velkørende cykel har man ingen fornemmelse af fart. 110 eller 150 km/t på motorvej føles ikke ret forskelligt, og man skal koncentrere sig meget for ikke at køre for hurtigt på en stor vej.
Derfor er det skønt at sætte autopiloten på 120 km/t, eller hvad man nu må køre, og i stedet samle sig om at nyde turen og naturen. Motoren er stærk. Rigtig stærk. Den er vokset 100 ccm fra den tidligere 1200 GT, og med justeringer har den nu 160 hk og tillige et solidt moment helt nede fra omkring 2.500-3.000 omdr./min. Den magter at trække derfor selv i 6. gear, men spark den et par gear ned, og giv gas, så rykker det markant. Gearene ’klonker’ præcist på plads, og de solide bremser med ABS leverer stop til tiden. På den tekniske side er kardanakslens hug også blevet dæmpet, så den det meste af tiden arbejder næsten så gelinde som en kæde. Få indvendinger Det er svært at være utilfreds. Selvfølgelig kan vi langbenede måske ønske lidt mere afstand mellem sæde og fodhvilere, men her må knæene finde sig i, at fodhvilerne ikke kan komme længere ned af hensyn til frihøjden i sving. BMW skal heller ikke lastes for, at motorcyklen kræver ørepropper. For støjen skal jo dæmpes, og så er der pludselig kun lidt kedelig susen og summen bag vindspejlet.






























