I de første år af den nye Suzuki Swifts levetid var det lidt let at pege fingre ad den: ingen mulighed for dieselmotor og intet ESP-system, et efterhånden selvfølgeligt sikkerhedsudstyr, der kan fange en udskridning i starten. Begge dele er på plads nu. ESP-systemet, der tidligere kun var standard i Swift Sport til 210.000 kroner, findes nu i hele modelrækken. Og forkortelsen DDiS på ugens testbil siger, at den har dieselmotor. Motoren er ikke ny hos Suzuki. Den kunne fås i Wagon R og bruges også i Fiat Grande Punto og Opel Corsa, så det er en velprøvet maskine. Her i Suzuki Swift har den partikelfilter, og alligevel kan bilen sælges til en rimelig pris på 163.000 kroner for denne femdørs version. Der findes også en mere skrabet version, der f.eks. mangler radio. Den er 5.000 kroner billigere, og der er yderligere 7.000 kroner at spare ved at nøjes med tre døre. Dieselmotoren klæder Suzuki Swift rigtig godt. Den giver lidt et ekstra skud kræfter sammenlignet med 1,3-benzinmodellen, og økonomien ser fortrinlig ud. Efter ca. 350 kilometers blandet by- og motorvejskørsel kunne vi i hvert fald notere et resultat på lige under 20 km/l. Og det uden at gribe til ekstreme sparetricks. Kræfter kommer med et ryk I bykørsel skal man dog først lige vænne sig til motorens typiske turbokarakteristik: Under 2.000 omdrejninger flytter bilen sig kun lidt sløvt, men så kommer musklerne med et gevaldigt spark. På motorvej er den mere harmonisk, og her er der seriøse kræfter til en kvik acceleration ved 110-120 km/t. Men det er ærgerligt, at Suzuki ikke har spenderet et sjette gear på bilen – som det er nu, kommer motoren til at snurre lidt hurtigt ved 130 km/t. Et langbenet sjette gear ville sænke både omdrejninger, støjniveau og naturligvis også forbruget. Her i foråret fik Swift et lille facelift, men det er vist kun Suzuki-sælgere, der kan spotte forskellene på ’gammel’ og ’ny’. Der er f.eks. nyt design på baglygterne, lidt anderledes placering af et par af kontakterne i kabinen og så faktisk en god nyskabelse: en tripcomputer, der regner på brændstofforbruget på en måde, så man kan bruge det til noget. I den gamle Swift vises det øjeblikkelige forbrug – i den nye udgave viser computeren det gennemsnitlige forbrug, selv om dens udregning nok er lidt optimistisk. Bilens øvrige egenskaber er der ikke ændret på. Og det vil sige, at Swift stadig er en af de kvikkeste minibiler. Den styrer præcist og forudsigeligt, og affjedringen er nok lidt til den bløde side, men dermed sikres også en fornuftig komfort på hullede veje. Sæderne er i sig selv behagelige at sidde i, men det kan godt kræve lidt fumlen med diverse håndtag, inden den rigtige kørestilling er fundet. Her ville det være et plus, hvis rattet også kunne justeres i længden, men det kan kun vippes op og ned. Trinløs justering af forsædernes ryglæn ville også være et stort plus. Bagsædepladsen er hverken værre eller bedre end hos konkurrenterne i klassen. Bagagerummet på kun 201 liter imponerer dog ikke. Overskuelige instrumenter Instrumenteringen er simpel og overskuelig. Speedometret har fået den mest dominerende placering, flankeret af omdrejningstæller samt kølevandstermometer og benzinmåler. Ret meget bedre kan det ikke gøres. Udstyret omfatter lige akkurat det nødvendige: f.eks. centrallås, elruder og elspejle, men ikke aircondition. Dieselmotoren koster 15.000 kroner mere end 1,3-benzinmotoren. Den vil nok aldrig kunne tjene sig ind igen, selv om den går lidt længere på literen. Men det ekstra kraftoverskud er i sig selv alle pengene værd.