Om et par år eller tre vil danske bilister få et reelt alternativ til benzin- eller dieselkørsel. Til den tid er der nemlig elbiler på markedet.
Og der vil være tale om rigtige biler, ikke bare et primitivt plastickarrosseri sat oven på fire skrøbelige hjul. Store bilfabrikker som Renault, Nissan, Mini, VW og Mitsubishi arbejder for fuld kraft på at få gjort elbilerne køreklare, og det menes, at 2012 bliver det år, hvor det første bundt elbiler kommer ud at køre.
Flere kilometer på en opladning
Til den tid er der måske gjort noget ved elbilens største hæmsko: Den begrænsede rækkevidde, der i dag ligger mellem 100 og 150 kilometer på en opladning. Og det er endda kun under de mest gunstige forhold.




























