Mini med lidt mere plads

Mini-familien er udvidet med en stationcar kaldet Clubman. Den er dog ikke voldsomt rummelig.
Mini-familien er udvidet med en stationcar kaldet Clubman. Den er dog ikke voldsomt rummelig.
Lyt til artiklen

Ungernes begejstring var ikke til at tage fejl af: En chokoladefarvet Mr. Bean-bil. Hvor super sejt! Og se lige det kæmpestore speedometer med lysende orange tal. Vildt! Jo, der var utvetydig jubel fra bagsæderækken, da vi trillede af sted i den lille stationcar Mini Cooper Clubman. Så kan man godt føle sig alt for voksen og kedelig, når tankerne bag rattet snarere kredser om prisen »uha, det er vel nok dyrt for sådan en lille bil«, og bagdørens midterstolper, der stjæler en del udsyn bagud. For ikke at tale om den fatale start, hvor gearstangen fejlagtigt og uden forhindringer havnede i bakgearet, som er placeret til venstre for det 1. gear, som vi egentlig sigtede efter. Vi genfandt dog lidt barnlig legeglæde på motorvejen, for det er sjovt at køre i Mini Clubman, som har et overmåde præcist styretøj og er fint og fast affjedret. Testbilens motor, der er udviklet i samarbejde med Peugeot er velforsynet med kræfter uden at være afsindig eller rallyagtig. Alligevel er der god fornuft i at holde øje med det store speedometer på instrumentbrættet eller den noget lettere læselige digitale fartmelding på omdrejningstælleren foran rattet – pludselig går det stærkt, for fart lader sig ikke sådan bemærke i den lille bil, der er forsynet med seks fremadgående, tætliggende gear. Under kørslen blev vi lidt matte i venstre fod – koblingen kræver en del kræfter at træde i bund. Til gengæld er der flere fordele at bruge den – bilens start-stop-funktion, som moderfirmaet BMW har udviklet, slukker nemlig for motoren, når man holder stille i frigear og slipper koblingen. Motoren går så i gang igen, når man kobler ud for at sætte i gear. Selvmordsdør Man sidder fint i førersædet og som passager foran. Sæderne er faste og indstillingsmulighederne mange, hvis man ellers magter at betjene de mere eller mindre ’hemmelige’ greb. Som voksen er det mindre festligt at havne bag i bilen, hvor sæderne føles for dybe, og benpladsen er begrænset, selv om der er lagt adskillige centimeter til sammenlignet med den ordinære Mini. Værst står det til ved midtersædet, hvor et opbevaringsarrangement og en kardantunnel snupper stort set al gulvpladsen. Taget befinder sig et par centimeter højere oppe end i den normale Mini, men decideret højt til loftet er her ikke. Stationcarudgaven af Mini er forsynet med en omvendt hængslet lille bagdør i højre side, en såkaldt selvmordsdør, som letter ind- og udstigningen for bagsædepassagererne. Man skal dog tage sig i agt for ikke at jokke i sikkerhedsselen, som hænger på døren. Bagdørene ind til bagagerummet, som nok er et af de mindste i en bil, som kalder sig stationcar, kan åbnes udefra med den fjernbetjente nøgle, hvilket er herligt, hvis man har favnen fuld af varer. Har man brug for mere bagageplads end de 260 liter, som rummet kan kapere, er det let at vippe splitbagsæderne forover og få plads til mere – lastrummet har dog ikke helt plan bund. Blandet oplevelse Ellers emmer kabinen mere af forkromet nostalgi og lækkert legetøj end af fornuft og praktisk plastik. Det kræver lige lidt tilvænning at hitte elrudebetjeningsknappen på midterkonsollen og overskue betjeningen af de mange andre knapper. Så er det lettere at glæde sig over de fede ovale sidespejle, de frække runde kop- og flaskeholdere og de blanke greb på døre og handskerum. Der skal i øvrigt flås godt i dem på dørene for at lukke dem op. Mini’en kunne ikke leve op til firmaets egne oplysninger om at køre 18,2 kilometer per liter ved blandet kørsel. Vi formåede kun at nå omkring 15 kilometer per liter. Så alt i alt en blandet oplevelse set fra førersædet. Jubelen fra bagsædet var derimod ikke til at stoppe – måske er Mini bare en rigtig legetøjsbil. Med et overordentligt velvoksent prisskilt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her