Designet og navnet er fransk, 4x4-teknikken kommer fra Japan, og hele molevitten bygges i Sydkorea.
Alligevel må det være korrekt at betegne Renault Koleos som en fransk bil. Renault har aldrig for alvor været inde på firhjulstrækkermarkedet og har derfor naturligt lænet sig kraftigt op ad partneren Nissan, da det blev besluttet at udvikle sådan en model. Derfor har Nissan-modellen X-trail doneret en del af sin teknik til Renault Koleos, og dermed er det velprøvet grej, der kommer til anvendelse. Er oppe mod hård konkurrence Desværre for Renault kommer Koleos på markedet på et tidspunkt, hvor 4x4-festen er ved at klinge af. I hvert fald i Danmark, måske ikke i så høj grad ude i resten af Europa.
Renault Koleos får dog under alle omstændigheder hård konkurrence fra biler som VW Tiguan, Ford Kuga, Toyota RAV4, Land Rover Freelander etc. Højt sæde, lavt rat Men slut med de generelle betragtninger – vi stiger op i bilen for at tage første køretur. Ikke ’ind’, men ’op’. Renault Koleos har nemlig en noget besynderlig kørestilling med et meget højt førersæde og et lavt placeret rat.




























