Der er drønende underskud, salget går ikke alt for godt og firmaet er på ’til salg’-listen. Alligevel betegnes Saab som et ’sundt’ bilfirma.
Moderfirmaet General Motors (GM) i USA har været i betalingsstandsning, og her har det stået klart, at koncernen bestod af en ’syg’ og en ’sund’ del. De ’syge’ elementer skulle sælges fra, og det har hidtil været den generelle opfattelse, at Saab nok hørte til i den ’syge’ afdeling.
Opel er også en sund forretning
Men her først på ugen meddelte GM, at Saab skam er en del af den ’sunde’ afdeling af koncernen – i øvrigt sammen med Opel, der ligesom det svenske firma er sat til salg.




























