De er ikke vilde med at køre for hurtigt, men hvis bilerne foran og bagved gør det, så gør gnu-bilister det også.
En gnu-bilist indordner sig nemlig – ikke fordi den har det bedst med det, men fordi den føler sig utryg ved at køre langsommere end flertallet. Den typiske gnu synes egentlig, at det er mest sikkert at overholde hastighedsgrænserne, men ender alligevel ofte med at overtræde dem, fordi alle de andre gør det. Det let ufrivillige tryk på speederen skyldes, at de er bange for at skabe farlige situationer. De tror, at hvis alle skal til at koordinere overhalinger eller er nødsaget til at sætte farten ned på grund af dem, så fører det til flere potentielle uheldssituationer. For gnuen kan det altså forekomme farligere at overholde fartgrænser. Trafiksociolog Anette Jerup Jørgensen: »Gnuen er et dyr, der i flok godt kan gå lidt i panik og bare følge sidemanden. Sådan er det også med den her type bilist«.




























