Nogle mennesker befinder sig bedst i flokken og fremturer meget nødigt med individuelle krav.
Sådan er pingvin-bilister. De kører som andre og tænker stort set ikke på deres egen fart – hvis de befinder sig i en flok eller stribe biler, der kører 70 km/t, så kører de selv 70 km/t, og hvis de andre kører 100 km/t, kører de selv 100 km/t. Formålet er ofte at opnå en følelse af flow – en følelse af, at trafikken glider ubesværet. Det sidste, pingvinen ønsker, er at være årsag til kødannelser eller opbremsninger. Sammen med flokloyaliteten kommer også et afslappet forhold til fartgrænserne. For pingvinen forekommer det simpelthen mere sikkert at følge flokken på vejen end skiltene langs vejen. Trafiksociolog Anette Jerup Jørgensen: »Når én pingvin hopper i vandet, hopper alle de andre også i vandet. Den er et totalt flokdyr. Derfor valgte jeg den til at beskrive denne type bilist«.



























