For et par år siden var det så let, hvis man ville have en lille bil med foldetag af metal. Der var én mulighed: Peugeot 206 CC. Nu myldrer det frem med den slags biler, der både kan være en lukket coupe med ståltag og en åben cabriolet. Vi har prøvet to af slagsen: Nissan Micra C+C og Mitsubishi Colt CZC. Skal Nissan Micra C+C beskrives med ét ord, må det blive 'nuttet'. Fra de fleste vinkler er den nemlig en lille, rund sag, men måske skal man undgå at se den skråt bagfra. Her skæmmer den uforholdsmæssigt store bagklap, der næsten ligner et lad. Men det er prisen for en konstruktion, hvor et metaltag skal kunne forsvinde ned i bagagerummet. Nuttet og kvik Men tag ikke fejl af den nuttede Micra, når den som testbilen har den store motor på 1,6 liter og 110 hk. Så er den nemlig lynende kvik, og den har et fint vejgreb og fortrinlig balance i kurverne. Styretøjet er dejligt præcist, bremserne tager fint ved, og gearskiftet er upåklageligt. Så alt det er i orden. Med taget nede er den god f.eks. på en jævn motorvej, hvor der er forbavsende lidt vindstøj ved 110 km/t. Nu kørte vi også bilen i 30 graders varme og blev derfor heller ikke generet af, at det faktisk trækker ret meget i kabinen. Det kan muligvis begrænse bilens anvendelse i de lidt køligere måneder. Men kør ind på dårlig vej med taget nede, og man mærker, at Nissan har sparet på det punkt, der hedder 'afstivning af karrosseri'. Alt sitrer og bevæger sig, bakspejlet vibrerer, og vinduerne rasler, så man tror, at de er ved at falde ud. Og når en helt ny bil ter sig sådan, så kan vi kun frygte for, hvordan den lyder efter 3-4 år. Og så skal man heller ikke være alt for stor, hvis man vil køre Micra C+C. Personer på 1,80 meter og derover skal i hvert fald lige dukke hovedet, når taget smækker på plads, ellers risikerer de at få et ordentligt gok oveni. Skarpere facon Vi skifter om til Mitsubishi Colt CZC, der er anderledes skarpt skåret i formerne. Vi skal dog lige indskyde, at der gik et par uger mellem prøvekørslerne af de to biler, men indtrykket af Colt står alligevel klart: Den virker helt anderledes solidt bygget. Begge biler blev udsat for samme strækning ujævne asfalt, og hvor Micra'en klaprer og rasler, er Colt'en helt uden mislyde. Forruderammen bevæger sig lidt, når taget er nede, men det er nærmest uundgåeligt. Dog scorer Mitsubishi Colt allerede et lille minuspoint, når taget skal åbnes: Først skal man nemlig løsne to beslag, for at taget kan glide tilbage. Det er ikke nødvendigt i Nissan Micra. Colt er også lige en anelse mere rummelig end Micra, og det betyder f.eks., at personer på 1,80 meter og lidt derover ikke behøver at frygte at få taget i hovedet, når det smækker i. Begge biler måler lige omkring 3,80 meter, men det er Micra, der føles mest væver. Styretøjet i Colt går lidt mere trægt, og det spolerer lidt af fornøjelsen ved bilen. Og netop fornøjelse er da også eneste argument for at vælge en af disse to biler. De er omtrent dobbelt så dyre som de normale personbiler, de stammer fra, men når man betragter den avancerede mekanisme, der får taget til at gå op og ned, kan man godt se, hvad pengene er gået til. Skal vi pege på den ene frem for den anden? Helst ikke. Mon ikke, at køberne vælger den bil, de synes ser bedst ud? Varme sommerdage er under alle omstændigheder en stor fornøjelse i begge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























