Japanske Subaru må siges at bekende ren kulør ved navngivningen af deres seneste nyskabelse, firehjulstrækkeren Tribeca. Den er nemlig opkaldt efter et af de hippeste områder af New York City, hvor der med garanti ikke er en eneste mudderpøl at tumle rundt i. Og det understreger kun, at Subaru godt ved, hvad kunderne til den slags biler bruger dem til, og det er især at føre sig frem i storbyjunglen. For nok har bilen firehjulstræk, men ellers er der ikke gjort meget for at give den specielle evner i terræn. Det er der nok heller ingen, der vil savne. I stedet får man en bil med en høj grad af særpræg. F.eks. den sekscylindrede boxermotor, der ligger som en flad pandekage dybt nede i motorrummet. Det er med til at give et lavt tyngdepunkt, og det kan kun forbedre bilens køreegenskaber. Det er nu langt fra nogen sportsvogn, vi har fat i. Det forhindrer bilens vægt på cirka 1.950 kg, som dog er nogle hundrede kilo under mastodonterne i klassen, som tæller bl.a. Audi Q7 og Land Rover Discovery. Subaru Tribeca er dog stadig noget af en kolos i bytrafikken med en længde på 4,85 meter og en bredde på 1,88 meter. Vi har prøvet bilen på en ganske kort prøvetur fra centrum af Stockholm og ud i omegnen, men da regnen samtidig stod ned som i en syndflod, kom vi mildest talt ikke helt under huden af bilen. Altid benzinmotor Den er dog ganske kvik - manglede også bare med en 3,0 liters benzinmotor med 245 hk. En dieselmotor ville klæde bilen, men det kan vare adskillige år, inden en sådan er klar. Der er ingen vej uden om et femtrins automatgear, som lejlighedsvis arbejdede lidt hektisk. På grund af vejret kørte vi aldeles stille og roligt, men havde alligevel svært ved at nå op på det lovede forbrugstal på 8,3 km per liter. Tanken rummer kun 64 liter, hvilket vil give en irriterende kort aktionsradius, hvis man belaster bilen lidt hårdere, end vi gjorde på denne første prøvetur. Vi kan derimod godt uddele ubetinget ros til bilens udstyrsniveau: ESP-system, seks airbags, klimaanlæg, cd-radio, fartpilot, dvd-navigation, bakkamera, læderindtræk samt eldrev på stort alle bevægelige dele. Men det falder i øjnene, at rattet kun kan justeres i højden, ikke i længden. Alligevel sidder man fint bag rattet og i passagersædet. Begrænset salg Og flere personer får ikke adgang til den typiske danske Tribeca. Den skal nemlig næsten udelukkende sælges på gule plader, så derfor er det helt ligegyldigt for de fleste, at man på hvide plader kun kan vælge fem eller syv sæder. Der findes også en basisversion, hvor man må give afkald på læderindtrækket og navigationen og dermed spare 35.000 kroner, hvis bilen er på gule plader. De fleste kunder vælger dog at tage bilen med fuldt udstyr, og i øvrigt regner Subaru ikke med sælge mere end 40-50 biler om året. Dermed vil Subaru Tribeca være langt mere eksklusiv end f.eks. Porsche Cayenne og Audi Q7, og det kan måske være et købsargument. Subaru er mildest talt ikke særlig udbredt i Danmark, men der burde ikke være så meget at være bange for. Subaru scorer nemlig konsekvent topkarakter ved diverse undersøgelser af forskellige bilmærkers driftssikkerhed og kvalitet. Testkørslen i Stockholm sluttede i en parkeringskælder, og eneste ledige plads på vores etage befandt sig mellem en betonpille og en Saab, der var parkeret helt korrekt i midten af sin egen bås. Kun ved at klappe sidespejlene ind og ved strategisk placering af en observatør lykkedes det os få lirket 'vores' Tribeca ind med millimeters afstand til betonpillen. Med andre ord: en bybil, der har det lidt svært inde i byen. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























