Større! Dyrere! Bedre?

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Større? Ja, ugens testbil, den nye Peugeot 207 måler 4,03 m og er dermed 20 centimeter længere end Peugeot 206, som den egentlig ikke afløser, men snarere supplerer, da 206'eren fortsætter i produktion adskillige år endnu. Dyrere? Ja, cirka 25.000 kroner. Bedre? Jo, det er den vel. I hvert fald tror vi, at Peugeot 207 er en mere sikker bil end 206'eren. De ekstra centimeter er især lagt til ude i snuden, og det må betyde, at bilen er mere skånsom mod fodgængere og i øvrigt også bedre til at opsuge slaget ved en kollision. Den har fået topkarakter på fem stjerner ved crashtest i Euro NCAP, den har seks airbags og ESP-system, der kan fange en udskridning i utide. Så på den front er alt godt. Allerede den første prøvesidning afslører endnu en markant forbedring. Talløse gange har vi læst - og selv skrevet - i testrapporter om 206'eren, at den har en 'håbløs kørestilling'. Men i 207 er der ingen problemer. Her passer forholdet mellem rat, pedaler og sæde, og det hjælper også, at rattet kan justeres i både højde og længde. Fin plads foran Derfor er det let at indrette sig med tilstrækkelig plads til hoved og fødder på forsæderne, men hvis de er skubbet helt tilbage, så skrumper benpladsen på bagsædet til nærmest ingenting. Fire voksne skal derfor nok ikke tage på langtur i en 207. Forsæderne i sig selv er ellers ret fede i denne 1,6 S16-version, som vi har prøvekørt. Faste og med en god skålform i ryglænet, der virkelig holder én godt fast. Så vidt vi kan bedømme ud fra billederne i brochuren, følger de samme sæder med i den billigste 1,4-version, der kommer til Danmark midt i oktober. 1,6'eren her har også et noget mere gennemdesignet instrumentpanel end basismodellen. I 1,6'eren finder vi hvide urskiver i instrumenterne, der er omkranset af en fin lille kromring, som dog reflekterer rigeligt i solskin. Her er også noget så usædvanligt som et olietermometer, som er et godt værktøj for den, der vil skåne motoren, indtil den er driftsvarm. Upræcist gearskifte Man kan ellers godt for brug for at svinge pisken fra første færd, for der er ikke meget spræl i motoren. Faktisk er det svært at tro på, at man kører med 1,6 liter og 110 hk, hvilket selvfølgelig bl.a. skyldes bilens vægt på 1.200 kg. Gearskiftet? Ikke noget at råbe hurra for. Det har løse og vage bevægelser - det burde Peugeot kunne gøre bedre i en bil, der ellers fremstilles som et ganske dynamisk køretøj. Bilens måde at køre på er ellers upåklagelig. Styretøjet har en tilpas vægtning, som giver god præcision under alle normale forhold. Affjedringen er en tand fastere, end vi erindrer det fra Peugeot 206, men den bliver aldrig ubehagelig. På den anden side gør affjedringen heller ikke noget forsøg på at skjule ujævnhederne for føreren. I den testede udgave ryger Peugeot 207 over på den anden side af 200.000 kroner. Den billigste udgave med 1,4 liters motor vil koste 165.000 kroner. Testbilens pris forekommer dog rimelig, da S16-modellen har en pæn udstyrsliste med bl.a. aircondition, men det virker lidt fedtet, at der som standard kun er en radio, men ingen cd-spiller. Men alligevel - på mange afgørende punkter er 207 en bedre bil end 206, og det markante design med de gigantiske forlygter og det store løvegab skal nok gå rent ind hos det bilkøbende publikum.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her