Normalt hører grej fra tyske Becker til i den dyre ende. Sådan har det i hvert fald været med firmaets bilradioer. Derfor er det en glædelig overraskelse at se nyeste GPS-apparat fra Becker, der rummer 37 europæiske lande, til en yderst fornuftig pris på ca. 3.500 kroner. Alle lande er dog ikke installeret fra starten. Således talte vi umiddelbart 22 lande i det apparat, vi havde fået til låns. Resten ligger på en medfølgende dvd og kan så lægges over på et memorykort efter behov. Vi holdt os dog inden for landets grænser med Becker Traffic Assist Highspeed, og den løste de krævede navigationsopgaver uden problemer. Hvad vi nu også havde forventet. Apparatet arbejder meget hurtigt, og det er pærelet at taste adresser ind. Dog vil vi lige pege på en mangel: Vi fandt det ikke muligt at opbygge vort eget bibliotek over gemte adresser, hvilket kan være yderst brugbart på en ferietur. Nu ligger 'gemte adresser' sammen med 'seneste adresser', hvilket er lidt noget rod. Skærmbilledet er behageligt og tydeligt, og nede i venstre hjørne arbejder en lille pil, der tydeligt markerer, hvad næste manøvre går ud på. Alt i alt: et fint apparat til dem, der rejser meget i Europa, selv om vi har en fornemmelse af, at nogle af landene i den tidligere østblok ikke er kortlagt specielt grundigt.
Til den store europatur
Lyt til artiklen