For bare en måned siden anskaffede Munksøgård Delebilforening sig sin syvende bil. Det var nødvendigt med efterhånden 75 medlemmer og run på bookingsystemet. Nu tror Steen Solvang Jensen, som er formand for delebilordningen, også, at systemet kan balancere et stykke tid. Der bor godt 160 voksne og 75 børn i det økologiske bofællesskab uden for Roskilde. Der er udmærkede busforbindelser, og fra Trekroner Station, som også betjener de studerende fra RUC, er der hurtige forbindelser til København og til det øvrige Sjælland. Der er også anlagt gode cykelstier i det nye boligområde, men behovet for bil kan opstå. Nogle beboere har egen vogn, men andre har tilsluttet sig delebilordningen, fordi de kun har brug for et køretøj til særlige formål i fritiden. Det kan være børn, som skal hentes og bringes uden for byen. Det kan være større indkøb, eller det kan være familieudflugter til andre dele af landet. Det koster 1.500 kroner at melde sig ind i foreningen. Desuden koster brugsretten 15 kroner for en time, mens et døgn koster 125 kroner. Desuden er der en kilometerpris på 1,75 kroner. Disse priser gælder leje af en af ordningens seks Fiat Punto'er, hvorimod den større Citroën Berlingo er dyrere. Fritidskørsel for fem Steen Solvang Jensen og hans familie er nok typiske delebilbrugere. De to voksne og tre børn klarer den daglige transport på cykel eller med det offentlige. Derimod booker de gerne bil, hvis de skal købe ind eller skal hente og bringe et af børnene til arrangementer uden for byen. »Vi har ikke brug for en fuldtidsbil. Vi bruger bil til fritidskørsel et par gange om ugen. Det er blevet til cirka 4.500 kilometer om året, og det er dejligt for relativt få penge alligevel at have rådighed over en bil. Man kan køre, når man har behov, og ellers være fri for at tænke på bil og benzin. Jeg tror, sidegevinsten er, at flere af os opdager, hvor vi kan sætte forbruget ned, og tænke over, hvor vi faktisk har brug for bil, og hvor vi kan klare os uden«, siger Steen Solvang. Munksøgårds ordning er seks år gammel, og betingelserne og praksis ligner dem fra de vellykkede klubber i Odense og Århus, men der sker ændringer efterhånden. »Vi har på det seneste været nødt til at trække en grænse for medlemskabet. Ordningen er til for mennesker, som bor her i Munksøgård eller lige i nærheden ved Trekroner og Roskilde. Flere har dog vist interesse, fordi de kan se fordelen ved at tage sådan en bil på weekendtur til Jylland. Det er jo langt billigere end en udlejningsbil. Men det er svært at administrere, så vi har måttet afvise interesserede«, siger Steen Solvang. Det har hjulpet betydeligt, at bookingsystemet, som kører sammen med andre delebilforeninger, er sat i system på nettet. Medlemmerne kan booke bil, hvornår de har lyst. Det kræver bare et medlemskab og et password. »Der er selvfølgelig tider, hvor det er vigtigt at booke i god tid. Her om sommeren er der mange, som gerne vil køre på lange ture, og en lørdag formiddag skal alle tænke på at bestille i forvejen. Men normalt har det fundet sit leje med de syv biler. Vi har diskuteret andre muligheder, men vi må holde os til først til mølle-princippet. Det er det eneste, der kan fungere«, siger Steen Solvang Jensen. Flittig bruger Da Munksøgård blev bygget og baseret på økologi og bæredygtighed, kom tidens nye tanker om delebiler også op hos beboerne. Der blev nedsat en lille gruppe, og det er de samme mennesker, der stadig sidder i bestyrelsen. En forundersøgelse viste, at halvdelen af beboerne nok ville være interesseret i delebiler, og man forestillede sig, at der skulle fem biler til at dække behovet. I første omgang blev der købt to biler, og på de seks år, ordningen har fungeret, er behovet steget til syv biler. Selv om bevæggrunden for medlemskab oftest er økonomi, er der også sikre miljøgevinster, siger Steen Solvang. Signe Berri, som er beboer i Munksøgård, har været en af de rigtig flittige brugere af delebilen i den seneste tid, og det betyder, at den økonomiske fordel ikke er så stor. Det kan være, at familien ender med at måtte købe en bil, mener hun. »Delebilforeningen er jo ikke til for at køre til og fra arbejde, og det har jeg været nødt til. Så er det en dyr timetakst, og jeg tror, jeg har slået alle rekorder. Bilen fungerer, hvis det er indkøb eller børn, der skal afhentes, ikke som fast transport til og fra job«. Bilvask giver rabat Som medlem får man udleveret en nøgle til stedets nøgleskab, og herfra kan man hente nøglen til den bookede bil. I bilen ligger der køresedler, og hver måned får medlemmerne en opgørelse over, hvor meget de har brugt bilerne. Der er principper om, at bilerne skal afleveres i ordentlig stand, og det er kun en af bilerne, der kan have hund med. Visse medlemmer melder sig som bilvaskere, og de skal sørge for at holde bilerne rene og pæne inde og ude, en service, der giver en vis rabat. Bente Bakmand, som også bor på Munksøgård, fortæller, at det var hende, der tog chancen og meldte familien ind i delebilordningen. »Uden den ordning havde vi aldrig fået bil, men det er jo rart en aften, når de øsregner, at køre i bil, eller når vi skal en tur til Jylland. Det er den slags, vi bruger bilen til. Jeg arbejder i Roskilde, og normalt er vi alle sammen den slags, der cykler«. Egne autostole Det er af praktiske årsager, at ordningen næsten udelukkende har Fiat Punto'er. Det er nemmere med service og dæk, og det er også nemmere for medlemmerne at køre en bil, de kender. Desuden giver forhandleren rabat på service til den store kunde Munksøgård Delebilordning. Der er ekstraudstyr som tagboks, cykelholder og trailer, men børnesæderne ejes af den enkelte bruger. »Det har vi også diskuteret, og det handler om sikkerhed. Autostolene er folks egne, og det er vi alle mest trygge ved«, siger Steen Solvang Jensen. Han er sammen med andre delebilforeninger gået i brechen for at få momsfritaget delebilforeninger, som må betale høje afgifter for registrering, grøn ejerafgift og forsikring. »Vi synes jo, at det er uretfærdigt, når vores medlemmer betaler kontingent, timeafgift og kilometerafgift, at der så lægges moms på, men sagen har været behandlet i landskattenævnet, og vi er foreløbig ikke kommet nogen steder med det. Det kunne være en betydelig bedre ordning uden momsen«. lordagsliv@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























