Billigt, men ikke uden risiko

Købe brugt bil hos forhandler eller privat? Et svært valg, men at købe privat er ikke uden risiko. Foto: Kim Nielsen
Købe brugt bil hos forhandler eller privat? Et svært valg, men at købe privat er ikke uden risiko. Foto: Kim Nielsen
Lyt til artiklen

Der er gode muligheder for at spare lidt penge ved at købe en brugt bil fra en privatperson i stedet for fra en forhandler - men der er også gode muligheder for at blive snydt. Og det er der mange, der bliver, men der er alligevel ikke så mange, der bagefter forsøger at gøre noget ved det. Det er heller ikke så nemt. Bilistorganisationen FDM har netop forsøgt at kortlægge situationen ved at få foretaget en Gallup-undersøgelse, og den viser, at de fleste (86 procent) sørger for at få foretaget en prøvekørsel af bilen, men herefter begås der mange forsyndelser, der kan komme til at koste den nye ejer af billen en pæn bunke penge. Kun halvdelen beder om at se bilens servicebog, og når en bil er lidt oppe i årene, er det vigtigt at se, om de vitale dele er holdt ved lige. Måske er bilen også så ny, at den egentlig stadig er omfattet af fabriksgarantien - men den gælder kun, hvis alle serviceeftersyn er udført. De fleste stoler på egen vurdering af bilen. Kun hver tredje tager en mekaniker med ud at kigge på bilen, og endnu færre, kun 5 procent, får foretaget en decideret brugtvognstest af bilen hos f.eks. FDM. Det koster omkring 2.000 kroner, men det skal ses i lyset af, at FDM tidligere har dokumenteret, at der typisk er fejl for 5.000-6.000 kroner ved en brugt bil. FDM's juridiske chef, Lars Ellegaard, er meget opmærksom på problemerne ved privat handel, men siger alligevel, at han ikke oplever nogen synderlig stigning i antallet af klagesager fra medlemmer: »Mange accepterer, at der ikke er noget at komme efter, hvis der er fejl ved bilen, og de accepterer, at der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet«. Tjek sælgeren Køberen gør også klogt i at kigge grundigt på ønskebilens registreringsattest for simpelthen at konstatere, at sælgeren er den, han giver sig ud for. Det kunne nemlig i virkeligheden være en forhandler, der prøver at sælge bilen som privatperson - måske for at slippe for at give garanti. Det er kun en forhandler, der skal give en sådan. Et andet godt råd fra FDM's juridiske chef lyder: »Lav en slutseddel«. Og det gælder både ved køb fra privat og forhandler. Her får man så pindet ud, hvad det egentlig er, man køber. På www.fdm.dk ligger et udkast til en slutseddel, lige til at printe ud. Og man behøver ikke engang være medlem for at gøre det. For overhovedet at kunne komme igennem med klager over fejl i en brugt bil, der er købt i privat handel, skal man også kunne bevise, at sælger har været i ond tro. »Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis der ligger en synsrapport, der påtaler mangler, der ikke er blevet udbedret«, siger Lars Ellegaard. Et andet eksempel kunne være, at man måske finder frem til det værksted, der har passet den brugte, man netop har købt. De kan måske fortælle, at den tidligere ejer har fået at vide, at toppakningen var defekt. Hvis den viden ikke går videre til den nye ejer, så har han en sag. Spørgsmålet er så bare, hvad han kan bruge det til. Eneste udvej er faktisk domstolene, hvis sælgeren ikke umiddelbart punger ud. »Vi går sjældent ind i den slags sager, især hvis det er to FDM-medlemmer, der står over for hinanden«, siger Lars Ellegaard, hvis afdeling dog kan tilbyde de lidt over 200.000 FDM-medlemmer at gå ind som mægler i sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her