Billige biler med haltende garanti

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Garantien er tvivlsom, besparelsen er ikke altid særlig stor, men alligevel kan der være en god grund til at købe en parallelimporteret bil: Så kan man nemlig køre i en bil, som naboen med sikkerhed ikke har magen til. Vi har tidligere skrevet om fænomenet, og her kom det frem, at der ofte er tale om halvgamle biler på to-tre år, der alligevel står opført som 'fabriksnye'. Muligvis har de kørt 0 kilometer, men hvis de har stået på en lagerplads i et par år, kan det let være nødvendigt at gennemføre reparationer og service for op til 20.000 kroner. Og sandsynligvis er den parallelimporterede bil ikke dækket af fabriksgarantien. Konkurrencestyrelsen afgjorde for nogle måneder siden, at f.eks. Kia, som havde rejst sagen, ikke skal stå inde for garantien på de biler, som sælges af uafhængige forhandlere. I dette tilfælde handlede det om den nye Mesterbiler-kæde, som havde købt bilerne hos en autoriseret Kia-forhandler i et andet EU-land. Disse biler skal Kia ikke yde garanti på. Hvis en almindelig bilkøber derimod havde købt en Kia hos en autoriseret forhandler et sted i EU og derefter taget bilen med til Danmark, så skal Kia her i landet stå inde for garantien. Så dermed er det aldeles uvist, hvilken garanti en parallelimportør udstyrer sine biler med. Alligevel er der tale om en interessant lille niche af bilmarkedet, hvor man med en smule omhu kan gøre en god handel. Beetle ad bagdøren Lige nu hedder et af tilbuddene således VW Beetle Cabriolet. Denne model optræder slet ikke i VW-importørens prisliste, så vi må gå ud fra, at den ikke længere er lagervare. Forskellige parallelimportører tilbyder derimod modellen og kalder den fabriksny. Et enkelt sted ser vi også, at den sælges med det, der betegnes som fabriksgaranti. Af gode grunde ved vi ikke, hvad en ny vil koste, men en parallelimporteret Beetle Cabriolet 1,6 med 102 hk koster 360.000 kroner. Til samme pris har vi fundet et 1 år gammelt eksemplar hos en rigtig VW-forhandler. Så hvis garantien på den parallelimporterede Beetle er i orden, og hvis den vitterlig er helt ny, så er det faktisk et godt køb. Forskellige modeller fra MG og Rover huserer også på parallelmarkedet. Umiddelbart ser de billige ud, men vi minder lige om, at fabrikken er gået konkurs, og det gavner i hvert fald ikke brugtpriserne. Reservedele skulle dog ikke blive noget problem i en overskuelig fremtid. Førnævnte Mesterbiler-kæde har med forkærlighed kastet sig over Kia. Et af tilbuddene er den lille Picanto med metallak og aircondition til 120.000 kroner, men så vidt vi kan regne ud, koster den nøjagtig det samme hos en rigtig Kia-forhandler. Grundprisen for denne model er nemlig 105.000 kroner, og ekstraudstyret kan ikke koste mere end 15.000 kroner. Og hos den autoriserede forhandler er der i hvert fald ikke bøvl med garantien. Samme kæde har også firehjulstrækkeren Sorento på tilbud, men der er sandsynligvis tale om biler, der ikke har samme udstyrsniveau som de originale. Dermed går en del af besparelsen fløjten. Eksotisk tilbud Nu har amerikanske Pontiac slet ingen forhandlere i Danmark, så skulle man have den mærkelige trang, at man bare ikke kan leve uden at eje 2006-udgaven af Pontiac G6 V6 Coupe, så er der ingen vej uden om parallelimport. Og præcis denne model er netop nu dukket op forskellige steder i landet. Prisen på 600.000 kroner skal sammenlignes med f.eks. en BMW 325i coupe med automatgear til 670.000 kroner. Fra udstyrslisten over Pontiac G6 læser vi bl.a., at det er muligt at fjernstarte motoren inde fra stuen. Så også der er den ret usædvanlig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her