Dagligstue på hjul

Honda FR-V 2,0 Foto: Martin Lehmann
Honda FR-V 2,0 Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

En rullende, tæppebelagt dagligstue med seks siddepladser og en kæmpe fladskærm, der transmitterer et ordentligt uddrag af virkeligheden ude foran. Honda FR-V hedder den og er japanernes nye bud på en familiebil med seks individuelle sæder plus et rummeligt bagagerum. Ikke en biltype, der findes mange varianter af - eneste reelle konkurrent er den noget billigere Fiat Multipla - i syvsædersslæder som Opel Zafira og WV Touran er de to bagerste sæder mest til børnebrug og korte ture, og med bagerste sæderække i brug er bagagekapaciteten forsvindende lille. Honda FR-V er derimod lige til at flytte ind i. Eller flytte i, for det tager kun få sekunder at vippe de tre bagerste sæder forover og få et rummeligt bagagerum med plan bund. Bilen byder på mange indretningsmuligheder og er et oplagt køretøj for familier med et varierende antal børn i bilen. Dog må man regne med kamp om midtersædet foran, som er en eftertragtet udsigtsplads for de yngste. God plads til ben Med sine 181 cm er Honda FR-V blot 11 cm bredere end gængse personbiler. Pladsen til de tre forsæder er blandt andet skaffet ved at placere gearstangen og håndbremsen på instrumentpanelet - betjeningsvenligt tæt på førersæde og rat. Der er heller ingen kardantunnel, som stjæler plads i bunden af bilen. Sæderne er til den smalle side, men bestemt rigelige til danske gennemsnitsbagdele. Til gengæld lød der klager over sædernes sparsomme længde fra den voksne passager. Benplads er der rigeligt af - dog skal de mest langbenede holde sig fra de midterste sæder - foran hvælver gulvet noget op i midten, og bag i bilen kan det knibe med benpladsen, hvis der sidder nogen på midtersædet foran. Førersædet kan tilpasses, så man troner oppe mod loftet eller nærmest ligger ned - alt efter ønske. Og rattet kan justeres i både højde og længde, så de fleste bør kunne finde sig til rette. Udsynet foran er formidabelt, og de store sidespejle med indbygget blinklys fortjener også ros. Dog er der stor forskel på synsindtrykkene i side- og bakspejl, hvor den samme bagvedkørende forekommer hhv. meget langt væk og ganske tæt på. Ved bøvlede bakkemanøvrer generer et større blindt felt mellem bagruden og de bagerste sideruder. Det kan være svært at nå knapperne på det brede klima- og lydanlæg i midten foran. Cd-radioen kan dog fjernbetjenes på rattet. Aflægningspladserne i kabinen er til den skrabede side - sidelommerne i fordørene er små, og det aflåselige handskerum sluger heller ikke alverden. En lille opbevaringsperle er derimod det lille rum på instrumentbrættet, som lige kan huse telefon og tegnedreng. Dyr diesel Motoren er et behageligt bekendtskab - stærk, tyst og tjenstvillig. Men dens benzintørst er stor - knap 12 kilometer på literen, lover Honda, at man kan nå ved blandet kørsel. Bilen findes dog også i en længererækkende dieseludgave, men den skæmmes af et fælt prisskilt på 450.000 kroner. Affjedringen er til den bløde side, men bestemt ikke slasket - kørslen foregår stabilt, også i skarpe sving, stærk blæst og under hårde opbremsninger. Honda FR-V fås i én udstyrsvariant, der inkluderer elektronisk stabiliseringsprogram, soltag, fartpilot, tågelygter, anlæg med seks højttalere, regnsensor m.m. Indretningsmæssigt minder Honda FR-V meget om den cirka 80.000 kroner billigere Fiat Multipla, som vi tidligere har testet. Hvad får man så for pengene ud over en større motor og mere sikkerhedsudstyr? Ja, Multipla kan forekomme lidt blikagtig i sammenligning med FR-V'en, som virker mere massiv med sine tunge døre og det træindfattede instrumentbræt. Som Ikea mod solide snedkermøbler, for nu at blive i dagligstuen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her