Bybo med lidt eventyrlyst

Suzuki SX 4 Foto: Suzuki
Suzuki SX 4 Foto: Suzuki
Lyt til artiklen

Den er nok dømt til et liv i byen, men er alligevel klædt på til lidt eventyr. Suzuki SX 4, der vil koste omkring 200.000 kroner, når den er klar til salg efter sommerferien, er dermed en bil, der lukrerer helt uhæmmet på tidens umættelige trang til biler, der ligner rå offroadere, men den holder sig alligevel pænt på måtten. Den er nemlig ikke særlig tung, og den er derfor tilpas benzinøkonomisk, og den udgør heller ikke samme fare for de bløde trafikanter som de 'rigtige' og meget tunge firehjulstrækkere. Den er selvfølgelig så heller ikke så terrængående, at det gør noget. Men det er kunderne nu også nok ret ligeglade med. Det vigtige er, at bilen ligner noget, der kan køre i terræn. Danske Suzuki SX 4-købere kan så også glæde sig over, at importøren udelukkende tager den mest rå version hjem. Den har tilnavnet Outdoor og har bl.a. tagrælinger og en del plastikpynt rundt om på karrosseriet, der skal forestille noget, der kan give beskyttelse ved terrænkørsel. Men det er nu ren pynt. Til moderat terræn Firehjulstræk er en mulighed, men ikke standard. Den danske importør regner med, at kun 10-15 procent af kunderne vil vælge bilen med træk på alle fire. Vi vil nok ikke anbefale, at man sætter kursen mod en bundløs grusgrav, selv om man har købt Suzukien med firehjulstræk. Men i den seneste tids snedriver ville man have været flot kørende, og bor man for enden af en lang grusvej, kan det sikkert også betale sig at få bilen med et 4WD-skilt. Firehjulstrækket er af den intelligente slags, der selv kan fordele kræfterne mellem de fire hjul. Selv i 4WD-versionen kan man også vælge at køre med forhjulstræk alene, og man kan spærre for- og baghjul, så der opstår en 50:50-kraft-fordeling. Og den indstilling skal man nok vælge, hvis man kommer I smattet terræn. Vi har netop prøvet Suzuki SX 4 i udgaven med firehjulstræk i området nordøst for Paris. Testruten på et par hundrede kilometer rummede ikke terrænkørsel, men vi tog en afstikker ind på en mudret og halvfrossen græsmark. Med firehjulstrækket slået til starter bilen som en raket på det smattede underlag, mens den fedter noget mere i det, når man trykker på den lille knap i midterkonsollen, der får den til at trække på forhjulene alene. Fin affjedring Affjedringen er lige i øjet. De franske landeveje har mange steder en overflade som et vaskebræt, men det tog Suzukien i fin stil. Og den er på ingen måde blød eller svampet, så der er stadig fin kontrol over bilen i kurverne. SX 4 er baseret på undervognen fra Swift, men har en 12 centimeter længere akselafstand, og med en totallængde på 4,14 meter er den omkring 30 centimeter længere end en Swift. Det giver naturligvis bedre plads i bagagerum og på bagsædet. Testbilen havde største motor på 1,6 liter og 107 hk. Der findes også en 1,5'er med 99 hk, og vi gætter på, at forskellen mellem de to vil være minimal. Den store motor er nu ikke spor for kraftig. Den kom på ret hårdt arbejde med at slæbe den 1.250 kg tunge bil op ad de ret pæne stigninger, vi mødte på champagneruten mellem Paris og Reims. Af andre grunde er 1,6'eren alligevel det bedste køb, da den har aircondition og ESP-system som standard - ting, der ikke fås til 1,5-modellen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her