Allerede på indkøbscentrets parkeringsplads får man en ide om, hvor stor en bil Opel Vectra Wagon. Det er nemlig med nød og næppe, at den kan være inden for P-båsen. Den måler da også 4,85 meter og hører dermed til de absolut største i sin klasse. Også når man står ved siden af bilen, slår det i øjnene, hvor brede bagdørene er. De åbner vidt og bredt og giver adgang til et rummeligt bagsæde med masser af benplads. Og det er slet ikke på bekostning af bagagerummet, der uden besvær vil sluge den helt store feriebagage. Så handler det om plads, bør Opel Vectra Wagon absolut være en grundig overvejelse værd. Opel Vectra er netop kommet i revideret udgave, der kendes på den nye front. Den netop afløste model havde et meget bombastisk og firkantet design af forpartiet - den nye er blødt meget op og har nu linier, der lægger sig mere op ad den mindre Astra. Det gør naturligvis ikke bilen hverken bedre eller værre, bare anderledes. Samme natur Under huden er der også foretaget en del ændringer, men det har ikke ændret meget på bilens natur, hvad der nu heller ikke var synderlig grund til. Opel Vectra har aldrig været den mest sprælske i klassen, og det er den nyeste model heller ikke. Den kører dog absolut tilfredsstillende. Affjedringen er hverken for hård eller for blød, og styretøjet har en god præcision ved hurtige vognbaneskift. ESP-system er nu standard i Limited-versionerne, der er de billigste og dermed reelt de eneste, der sælges i Danmark. Det bliver nemlig for dyrt, hvis man vil skræddersy en model ud fra Opels meget omfattende program. Vi prøvede modellen med mindste motor, 1,8 liter og 122 hk. Vi kørte kun med let til moderat last, og her rækker de 122 hk så rigeligt. Dog er bilen lidt træg at få sparket i gang, og da gearingen er ret lav, begynder motoren at blive lidt højrøstet ved 130 km/t og derover. Dog ikke mere end at det absolut er til at leve med. På grund af den trods alt begrænsede motorkraft skal gearskiftet bruges en del. Det er o.k., men kan ikke måle sig med de bedste japanere, når det gælder præcisionen i skiftene. For dyr diesel Næste trin på motorskalaen er en 2,2 liters benzinmotor med 155 hk, som koster 40.000 kroner ekstra. En dieselversion, 1,9 CDTI, er desværre urimelig dyr. 370.000 kroner koster den - 65.000 kroner mere end 1,8-benzinmodellen. Selv om den kører længere på literen end benzinmodellen vil det nok være svært at tjene merprisen ind igen. Førerpladsen er absolut velindrettet i den nye Vectra - og det var den sådan set også i den gamle. Sæderne er efter god tysk tradition store og med fast polstring. Instrumenterne er overskuelige og det samme gælder alle betjeningsgreb. Radio og aircondition betjenes med store, solide drejeknapper, som er lette at betjene uden at øjet skal flakke alt for meget omkring. En cd-radio ekstraudstyr til 5.000 kroner, og det nytter ikke noget at prøve at montere andet end Opels egen radio. Andre passer simpelthen ikke. Skal vi opsummere, vil vi sige, at vi faktisk godt kan li' den nye Vectra. Den er simpelthen rar at køre i - ingen racer, men et behageligt transportmiddel. Og hvis man har brug for god plads på alle geledder, så er det svært at pege på en anden bil i samme prisklasse, der byder på mere. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























