På toppen - på hver sin måde

Toyota Avensis (den mørke) og Hyundai Sonata - to biler på samme størrelse, men med vidt forskellige egenskaber. Foto: Peter Hove Olesen
Toyota Avensis (den mørke) og Hyundai Sonata - to biler på samme størrelse, men med vidt forskellige egenskaber. Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Ind imellem må man vel som bilejer have lov til at føle sig i julehumør. Det kunne f.eks. give sig udslag i, at man under sig selv topmodellen inden for en bestemt bilfamilie. Den leg har vi leget her og kigger derfor nærmere på to biler i den lidt dyre ende af firmabilsklassen. Den første af duellanterne er Toyota Avensis 2,2 D-4D D-Cat med en kraftig dieselmotor med 177 hk og sekstrins manuel gearkasse til 463.000 kr. Den anden er Hyundai Sonata 3,3 GLS med en V6-benzinmotor med 235 hk og automatgear. Pris: 338.000 kr. Lidt pikant: Topmodellen af Sonata koster stort set det samme som grundmodellen af Avensis. Nok er Hyundai Sonata 3,3 V6 forholdsvis billig i anskaffelse, men den er dyr at holde kørende. Den kører i gennemsnit 9,9 km/l - Toyota Avensis står til 16,4 km/l. Hvis man nu forestiller, at en ejer af hver af disse biler kører 20.000 km om året, så slipper Avensis-ejeren 11.000 kroner billigere om året, når vi også regner ejerafgiften med. Men han har jo så også lagt 125.000 kr. mere på bordet. God for miljøet Men hvad taler for en Toyota Avensis i stedet for en Hyundai Sonata? Måske det, at den er udstyret med det, der må være en af verdens mest miljøvenlige dieselmotorer, bl.a. fordi forbruget er relativt lavt. Toyotas 2,2 D-4D-motor findes i to udgaver med enten 150 eller 177 hk. Den stærkeste af dem har tilnavnet D-CAT, som står for en særlig katalysator, der nedbryder både partikler og kvælstoffer. Her behøver samvittigheden altså ikke at fejle noget, selv om man kører diesel. Et andet fortrin ved en Avensis er kabinen, der ganske enkelt er en klasse over Sonataens. Det starter med sæderne, der har et elegant sortnistret betræk, men de kunne dog godt være en tand fastere i polstringen. Instrumenterne har tal og visere, der står knivskarpt i orange, og det er et seriøst lydanlæg, der elegant er bygget ind i midterkonsollen. På vejen er Avensis mere fast end Sonata. Den styrer mere præcist og vugger ikke så meget i bratte manøvrer, men begge biler har ESP-system. Dieselmotoren i denne Avensis er egentlig totalt overdimensioneret til kørsel i Danmark, men hvis man ofte kommer ned på de tyske Kassel-bakker, vil man sikkert påskønne det maksimale drejningsmoment på 400 newtonmeter - det er noget, der rykker. Righoldigt udstyr Men hvad taler så for en Hyundai Sonata i stedet for en Toyota Avensis? Især dens lavere pris, der gør den til et rent røverkøb i forhold til Avensis. Den har sikkert også det største værditab, for Hyundai er nu en gang ikke så anset et bilmærke som Toyota. Hvis man køber en Sonata for at beholde den rigtig længe, så kan man dog være ligeglad med værditabet. Og i stedet kan man glæde sig over det righoldige udstyr og den gode plads i kabinen. 3,3-versionen har automatgear - det fås slet ikke til Avensis 2,2 D-4D. Fartpilot, bakalarm, eljusterbart førersæde og sædevarme er andre godter, der følger med. Samt den gode motorlyd. Det er svært at spolere lyden fra en V6'er, og den knurrer da også veloplagt her i Sonata'en. Sonata er for så vidt en duelig langtursbil, men den har et handikap: Sæderne. De er ganske enkelt for bløde og slaskede. En anden skønhedsplet er den eftermonterede radio, der passer skidt ind i instrumentpanelet. Andre steder i verden leveres Hyundai Sonata med en original, integreret radio, men sådan én skal der betales afgift af i Danmark. Hurtig svingkørsel er heller ikke Sonataens livret. Den krænger lystigt, men gør aldrig noget helt uventet. Hyundai Sonata 3,3 har dog en alvorlig konkurrent, nemlig grundmodellen i Sonata-familien med en motor på 2,4 liter, 161 hk og manuelt gear og i øvrigt næsten lige så meget udstyr. Den føles næsten lige så hurtig, den er 75.000 kroner billigere, kører et par kilometer længere på literen og er derfor et mere fornuftig køretøj i en tid, hvor benzinpriserne kan kravle op til uanede højder. Afgørelsens time Så hvad vælger vi? Vi kunne jo spørge de danske bilister, der i årets første 11 måneder har købt cirka 1.250 Sonata'er. Lidt under 150 har flottet sig med V6-topmodellen, resten har taget den billigere, men næsten lige så kompetente grundmodel. Det er lidt den samme sang hos Toyota, hvor den kraftige, men miljøvenlige 177 hestes dieselmodel højst står for et salg på 70 eksemplarer ud af et samlet Avensis-salg på omkring 4.000 biler i år. De mindre dieseludgaver af Avensis gør det faktisk også rigtig godt, og der er 90.000 kroner at spare ved at tage en 2,0-liters model med 116 hk. Og interesserede kan med fordel vente et par måneder - 2,0'eren får nemlig partikelfilter som standard i løbet af første halvår af 2006. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her