Diskret og samtidig en anelse opsigtsvækkende. Det er den helt korte beskrivelse af Lexus IS 250, som i løbet af et par uger er i Danmark i en helt ny udgave. Forgængeren fra 1999 hed IS 200, og det er så absolut en bil for kendere. Der er nemlig kun solgt 173 stk. af den i Danmark i løbet af de seks år. Lexus i Danmark har lidt højere mål med den nye model. De vil gerne sælge 50-60 stk. af den næste år. Den koster omkring 550.000 kroner, og prisen er ikke nogen tilfældighed. Lexus har set på, hvad hovedkonkurrenten, BMW 325i, koster, og så trukket cirka 5 procent fra. Vi har netop prøvet den nye Lexus IS 250 på vejene omkring Rom, samtidig med at vi havde et eksemplar netop af BMW's 3-serie til rådighed herhjemme. Derfor kan vi med nogen vægt fastslå, at de to biler er skåret over præcis samme læst. Det vil sige motor foran, træk på baghjulene og en kabine, hvor man har det absolut bedst på forsæderne. Begge producenter vil ganske vist hævde, at bagsædepladsen i de nyeste udgaver er forbedret i forhold til de tidligere modeller, men hvis man er bare en smule langbenet, kniber det med at finde sig til rette i begge biler. Den nye Lexus IS findes med to forskellige motorer: 2,5 liter V6-benzin med 208 hk og 2,0 liter firecylindret diesel med 177 hk. Typisk V6'er Vi starter med benzinudgaven og er spændte på, om forgængerens knivskarpe manuelle gearkasse er bevaret i den nye. Men ak, alle testbiler med benzinmotor kørte med automatgear. Det har seks trin og skifter villigt og præcist. Alt andet ville også være en skuffelse. Motoren er en typisk V6'er: Den har ikke meget bundtræk, men skal godt op i omdrejninger, før den for alvor kan bestille noget. Lyden er meget afdæmpet - og det gælder alle tænkelige støjkilder. Et alternativ kunne være dieselmodellen, IS 220d, som endda er en smule billigere end sin benzinsøster. Det er første gang, Lexus tilbyder diesel, og motoren kommer fra moderfirmaet Toyota, hvor den bruges i Avensis og Corolla. Motoren har som nævnt kun fire cylindre, og en ganske svag dieselklapren trænger igennem i ny og næ, men ellers er det en meget forfinet motor med overbevisende trækkraft. Det er også en af verdens reneste dieselmotorer, da den har en katalysator, der renser for både partikler og kvælstoffer. Denne model prøvede vi med manuelt gear. Det har slet ikke forgængerens præcision, men kan lige slæbe sig op på karakteren 'tilfredsstillende'. Bilen forekommer noget stivbenet, men kører også på større fælge end standard. Ellers er førermiljøet kolossalt behageligt. Gode, velstøttende sæder, logisk betjening og nogle af de mest tydelige instrumenter, vi nogensinde har set. Udstyret omfatter bl.a. klimaanlæg, fartpilot og et stort lydanlæg med 13 højttalere. Sikkerheden må siges at være i top med bl.a. 8 airbags, heriblandt knæairbags til både fører og passager. Desuden tilbyder Lexus flere kolossalt omfattende udstyrspakker. Prisen på disse kender vi ikke, men de skal nok tælles i seks cifre. Ekstrem lyd Det mest ekstravagante stykke ekstraudstyr er et lyd- og dvd-anlæg fra Mark Levinson, som hører til den absolutte top. Der er også navigation med i anlægget - vi kender ikke prisen, men i andre Lexusmodeller koster noget tilsvarende 150.000 kroner. Om det er pengene værd? Tja, det spiller i hvert fald bedre end den 2.000-kroners cd-radio med fire højttalere, der sidder i undertegnedes egen bil. Faktisk forvandler lydanlægget bilens kabine til en koncertsal, der forekommer meget større end selve bilen. Lyden kommer med uhørt præcision og skarphed. Clouet kommer, da vi kalder en film frem i anlægget. Det er kun muligt at se film på billedskærmen, når bilen holder stille. Vi får udvalgt en scene fra den kinesiske storfilm 'Hero'. Tusinder af bueskytter krummer sig sammen for at affyre tusinder af pile, og man hører - og mærker - hver enkelt af dem svirpe gennem luften. Lydtrykket er så intenst, at vi efter ti minutters lytning trimler lettere omtumlede ud af bilen. Med en svag ringen for ørerne. På vej tilbage til lufthavnen i Rom kører vi med lydanlægget slukket. Godt det samme - ellers havde vi med garanti ikke hørt den ambulance med udrykning, der gerne ville forbi. Og til sidst lige et tip, inden De styrter ned på gaden for at opsøge den lokale Lexusforhandler: For fremtiden vil der kun være én, beliggende i Storkøbenhavn. Et antal Toyotaforhandlere rundt om i landet vil dog optræde som Lexusagenter, så også en kunde i Østjylland kan få lavet service på sin bil uden at være nødt til at rejse tværs gennem landet. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























