Dansk forklædning til tyske biler

De to nye biler fra Henrik Fisker: Den åbne Tramonto (baseret på Mercedes SL) og Latigo CS (baseret på BMW 6.serie). Foto: Fisker
De to nye biler fra Henrik Fisker: Den åbne Tramonto (baseret på Mercedes SL) og Latigo CS (baseret på BMW 6.serie). Foto: Fisker
Lyt til artiklen

Køb en BMW eller Mercedes af dyreste kaliber, send den en tur til Californien til Fisker Coachbuild og resultatet bliver en meget speciel bil, som højst 149 har magen til. Husk lige én ting til: en check på 110.000 euro (cirka 850.000 kroner) for ombygningen. Samt det dobbelte i registreringsafgift, hvis bilen skal på danske nummerplader. Alt i alt cirka 6 millioner kroner for en dansk køber. Henrik Fisker, tidligere designchef hos Ford og Aston Martin, har startet sit eget firma, Fisker Coachbuild. De to første kreationer fra firmaet blev vist frem tidligere på ugen på biludstillingen i Frankfurt. Det, Fisker gør, er genoplivning af en gammel tradition fra 1920'erne og 1930'erne. Dengang købte rigmænd f.eks. et chassis med motor hos et firma som Rolls-Royce, men gik så til en coachbuilder, en karrosseribygger, som skabte resten af bilen. »Tidligere byggede coachbuildere måske kun én bil. Vi bygger højst 150 eksemplarer af hver model, men hver model vil have et helt unikt design«, sagde Henrik Fisker ved præsentationen af bilerne, Fisker Tramonto og Fisker Latigo CS. Træk fra kampfly De vil dog have ét træk til fælles med kommende modeller: kølergrillen, der er inspireret af det amerikanske F-15 Raptor kampfly. »Der er ikke eneste plastikpanel tilbage i bilerne«, påpeger Henrik Fisker, der har brugt de bedste materialer til omformningen af bilerne: Aluminium, kulfiber og læder. Udgangspunktet for de to biler er Mercedes SL 55 (Tramonto) og BMW 6-serie coupe (Latigo CS) - en åben og en lukket bil. Der er overhovedet ikke pillet ved bilernes grundlæggende struktur, så Fisker-bilerne er præcist så velkørende og lige så sikre som originalerne. Skærme for og bag er lavet om, det samme er kølergrillen, motorhjelmen, bagklappen og detaljer som spejle og håndtag. I kabinen har Henrik Fisker heller ikke pillet for alvor ved arkitekturen - kun sørget for bedre påklædning med finere materialer. »Vi har allerede solgt de første biler ved 1:1-marketing«, siger Henrik Fisker - det lyder nærmest, som om han har grebet fat i ærmet på en rigmand og blevet hængende, indtil han skrev under på kontrakten. Endnu et dansk firma har i øvrigt medvirket ved ombygningen af en Mercedes til en Fisker. Nemlig tuningsfirmaet Kleemann fra Farum, der leverer en særlig performance-pakke, der driver motoren op på 610 hk. Bilerne fra Fisker er nummererede. Produktionsnummeret er diskret mejslet ind i en del af instrumentpanelet, og de kunder, der har været hurtigst til at bestille én, vil måske blive belønnet senere. I en så begrænset serie vil nr. 1 altid være mere værd end nr. 137, når bilerne skal sælges igen. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her