Amerikanske Harley-Davidson har aldrig stået for sporty kørsel. Bulder og brag og doven cruising har været kendemærkerne. Men nu vil amerikanerne også ind på det frække, hurtige og sportslige marked. Og med modellen Street Rod rykker den lige ind i konkurrencen med japanerne. Tag bare motoren. Sammen med Porsche har Harley-fabrikkerne udviklet den hårdtpumpede og vandkølede Revolution V2-motor med 120 hk. Selv om antallet af hestekræfter naturligvis overgås af andre mærker, er det voldsomt for en Harley. Motoren er unik, den kombinerer et roligt pulsslag og meget lidt rysteri med en evne til at rykke ekstremt, når gashåndtaget vrides. Den hiver kræfter frem helt op over 8.000 omdrejninger. Den vil noget. Motoren dukkede først op på modellen V-Rod, men blandt andet ved hjælp af sportsudstødningen har den her lige fået lidt ekstra styrke. Flere forandringer Men andet end motoren adskiller Street Rod fra de klassiske HD-modeller. Hele opbygningen er anderledes for at fremme det sportslige touch. En ordentlig frihøjde er sikret, så den kan lægges ned i svingene, og en kortere afstand mellem akslerne og en mere stejl forgaffel end på V-Rod'en øger også dens lyst til at dreje kvikkere. Desuden er sædet løftet noget op, styret flyttet frem og fodhvilerne rykket tilbage, alt sammen for at give en mere foroverbøjet og sporty kørestilling. Faktisk får man under kørslen lidt fornemmelsen af at sidde helt fremme i spidsen af maskinen med en lang MC-bagpart halsende bagefter. På grund af møgvejr nåede vi kun at få et par hundrede kilometer og en enkelt dag sammen på Nordsjællands små og store veje, men turen gav alligevel et meget godt indtryk af Rods kvaliteter og begrænsninger. Til kortere ture Først og fremmest er den sjov at køre. Rigtig sjov. Vægten mærkes ikke under kørslen, og sangen fra V2-motoren, de hurtige ryk frem og dens villighed til frisk kørsel i kurverne - også på de små veje - er stærkt opmuntrende. Og den er aldrig så ekstrem, at køreren behøver at rode sig ud i problemer. Men allerede efter en times tid er det lige så klart, at her har vi en MC til de kortere ture, til strandvejen og til potente starter og landinger på byens boulevarder og foran caféerne. For det hårde sæde er ikke skabt til mere end et par timers daglig kørsel. Så gør det nemlig ondt i ens eget knap så hårde sædeparti. Og siddestillingen i øvrigt er heller ikke bekvem i længere tid ad gangen. Sidespejlene sidder så tæt, at jeg først kunne bruge dem noget, da jeg fandt ud af løfte armene og kikke under dem. De bør byttes ud, og det skal bagsædet også, hvis en passager skal med. I standardversionen har vi en ren egoistcykel, hvor bagsædet reelt kun er til pynt. Men prisen Maskinens udseende er pænt, men ikke særlig markant. Den hiver faktisk ikke folks blikke til sig i særlig grad, selv om de fede hjul med 10 eger og de flotte lyddæmpere sammen med V2-blokkene burde være linsemagneter. Den kan dog - i modsætning til testcyklens gråsorte look - fås i nogle skrappe farver, som blå, gul og rød, der vil lyse mere op i landskabet. Instrumenterne er begrænsede til det mest nødvendige og samlet i en lille metalboble, der nærmest ligner en udposning af styret. Smart, men instrumenterne sidder dog så lavt, at de kan være svære at se for hjelmens kæbebeskytter. Bremser, gear og resten af teknikken virkede på denne korte tur helt o.k., det tekniske matcher de krav, der skal stilles til en sporty maskine. Så har vi det med prisen. For den er jo dyr. Også for dyr. Ud fra en sammenligning med konkurrenter. Med V-Rod og nu Street Rod kan teknikken konkurrere, måske kan prisen også en dag. Indtil da er der ikke andet at sige, end at den særlige Harley-Davidson-kultur og -stil har sit helt eget prisleje, hvorfor sammenligningen på det punkt for mange bliver ligegyldig. lars-bo.larsen@pol.dk