Når en rygsæk tager en stor del af pladsen i et bagagerum, så er det et tegn på, at vi er om bord i en lille bil. Sådan en bil er Chevrolet Matiz. Var den ret meget mindre, ville vi betegne den som en kabinescooter. Men trods sin lidenhed er Chevrolet Matiz ikke uden evner, og dens store trumf er naturligvis prisen. Testbilen koster 99.995 kroner (hvortil kommer 3.380 kroner i leveringsomkostninger), og det er samme pris, som da den under navnet Daewoo kom på markedet første gang i 2001. Ved indgangen til 2005 blev Daewoo til Chevrolet, og for mindste model medførte det bl.a. forbedret udstyr i form af ekstra sideairbags, elruder og centrallås. Der er også pillet ved motoren, for oprindelig havde den et forbrugstal på cirka 16 km/l. Nu er det oppe på 19,2 km/l, og det betyder, at bilen ligesom Kia Picanto og Suzuki Alto er nede på laveste årlige ejerafgift på 520 kroner. Vi opnåede omkring 18 km per liter efter 400 kilometers kørsel. Meget smal I forhold til disse to hovedkonkurrenter har 3,50 meter lange Chevrolet Matiz et handikap: Den måler kun 1,40 meter i bredden og er dermed 10 centimeter smallere end de andre. Og det er noget, der mærkes i kabinen, hvor bredskuldrede personer let kan få det lidt trangt. Ellers er der god plads i højden, og selv en langbenet chauffør kan strække benene helt ud. Omvendt er benpladsen på bagsædet skrumpet til det rene ingenting. Bagsædet er så absolut kun til børn. Udstyret er som nævnt opgraderet ved navneskiftet fra Daewoo til Chevrolet, men vi faldt dog over tre udprægede mangler, som burde kunne rettes for småpenge: Der er intet ur i kabinen, bagagerummet kan kun åbnes udefra med nøgle, og der lyder ingen alarm, hvis man forlader bilen med nærlyset tændt. Kørelyset slukker naturligvis over tændingen. Byen vil nok være det naturlige domæne for Matiz. Vi prøvede den med mindste motor, en ivrig trecylindret sag på 0,8 liter og 52 hk, men den fås også med en firecylindret 1,0-liters motor med 66 hk. Den lille motor følger nu pænt med. Vi oplevede aldrig, at vi var en stopklods for den øvrige trafik, og vi jordede da flere Puntoer og Micraer, når lyskurvene skiftede til grønt. Men motoren arbejder også hårdt for sagen. Den snurrer ofte op over 5.000 omdrejninger ved bare det mindste anløb til kvik kørsel. Vi vil ikke kalde motoren lydsvag, man hører den hele tiden tydeligt, men det går aldrig over i decideret støj. Taber let pusten På motorvej går det også fint fremad. På flad vej holder bilen ubesværet 130-140 km/t, men der skal ikke meget bakke til, før den taber pusten. Og det er heller ikke lykken at blive fanget bag en lastvogn med 90 km/t - så kræver det lidt af en indsats at komme tilbage i fart. Gearskiftet skal bruges hyppigt. Det går ikke alt for præcist, men kan betjenes med en lillefinger, så let går det. Kobling og styretøj kræver også kun minimal muskelkraft. Affjedringen er nok Matiz' svageste punkt. Det er, som om undervognen fuldstændig opgiver at gøre noget ved huller i asfalten, men sender dem bare helt ufiltrerede videre til kabinen. Det resulterer i en noget hoppende kørsel på dårlig vej. Vejgrebet er heller ikke alt for godt, men ellers smutter Matiz kvikt om kurverne. Et ESP-system, der kan fange en udskridning i starten, er endnu en fjern drøm for en bil som Matiz. Den har dog fire airbags, men det er meget lille og spinkel bil, og ved en kollision vil den næsten altid være den mindste - og det er ikke noget godt udgangspunkt for høj kollisionssikkerhed. Alt i alt er Chevrolet Matiz dog et ganske positivt bekendtskab i prisklassen omkring 100.000 kroner, men det rokker ikke ved, at vores favorit blandt de billigste biler stadig er Kia Picanto. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























