Lad os da bare tage tyren ved hornene med det samme og fastslå, at der sådan set kun kan være én årsag til at købe en Mini Cooper S i den særlige John Cooper Works-udgave: at man vil have en bil, der kan tryne alle andre, når lyskurven skifter til grønt. Det gør den nemlig ret overbevisende, da den går fra 0 til 100 km/t på 6,6 sekunder. På modstående side noterer kollega Peter Benson, at han godt kunne bruge lidt ekstra hestekræfter i den åbne Mini Cooper Cabriolet. Han kunne godt låne et par her - med 210 af slagsen er Works-Minien særdeles velforsynet. De mange hestekræfter kommer fra en motor på bare 1,6 liter. En kompressor puster ekstra luft ind i forbrændingskamrene, og det giver ekstra kræfter. Og ekstra lyd. En kompressor giver nemlig næsten altid en metallisk, lidt kværnende lyd fra sig. Det er også tilfældet her, men over 4.000 omdrejninger ændrer lyden til et hvin, nærmest et skrig, så man bliver helt forskrækket første gang. Ved speederslip knalder og sprutter udstødningen højlydt som i en rigtig racerbil. Det er næsten overflødigt at nævne, at accelerationen er aldeles overvældende, men Works-Minien er altid let at kontrollere. Motoren er nemlig lammefrom, når man ikke går for hårdt til den. Kompressoren sørger for at udvikle kræfterne helt nede fra lave omdrejninger, så man har næsten samme oplevelse, som når man kører med en kraftig dieselmotor. Fra hul til hul Affjedringskomforten er totalt fraværende. En Works-Mini er så benhård, at den springer fra hul til hul på et dårligt stykke byasfalt. På motorvejen får større ujævnheder rask væk bilen til at slingre af sted i en ny kurs. Det er altså en bil, der hele tiden skal holdes i ørerne, og der er absolut ikke tale om en afslappet langtursbil. ESP-system er ikke standard. Men stik Minien et snoet stykke landevej, og den fremviser med stolthed sit næsten telepatiske styretøj, der får bilen til at skifte kurs i samme splitsekund, føreren har tænkt på det. Netop styretøjet er et af de helt store fortrin ved alle udgaver af Mini. Hvad skal vi ellers fremhæve? Udsynet, der er et alvorligt problem i cabrioleten, er helt ubesværet i denne lukkede version. Gearskifte og kobling spiller perfekt sammen, og man har aldrig problemer med at præstere helt glidende gearskift. Sæt selv sammen Denne særlige John Cooper Works-udgave er lidt af et samlesæt. Udgangspunktet er en Cooper S til 370.000 kroner, og de dele, der ønskes fra Works-kataloget, eftermonteres hos de tre danske Mini-forhandlere. Dermed skal der ikke betales registreringsafgift af ombygningen. Tuningssættet til motoren, der forøger effekten fra 163 hk til 210 hk, koster 40.000 kroner Testbilens fælge på 18 tommer med dæk i dimensionen 205/40 koster omkring 19.000 kroner - og sådan kunne vi blive ved. Bilen har nu heller ikke så meget udstyr som standard - hverken cd-spiller, ESP-system eller aircondition. Og for de 413.000 kroner, som en Works-Mini mindst vil koste, hvis man nøjes med motorombygningen, kan man i stedet få den noget større, langt mere veludstyrede og næsten lige så hurtige VW Golf GTI, men har man smag for det ekstreme, så er Works-Minien absolut en overvejelse værd. Dog forestiller vi os, at den især vil optræde på hobbykontoen i lighed med en stor motorcykel eller en sejlbåd. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























