Det kræver stor selvsikkerhed at præsentere en fremmed bilmodel et stenkast fra BMW's hovedsæde i München. Det var ikke desto mindre den frækhed, italienske Alfa Romeo havde, da den nye sportssedan, Alfa 159, blev fremvist ved slottet Nümphenburg i München. Alfa 159 løfter arven fra Alfas succesmodel, Alfa 156, der bl.a. kaprede titlen som årets bil i både Danmark og Europa. Og selv om Alfa 159 i princippet er en helt ny bil fra ende til anden, er det ganske tydeligt, at designet i høj grad bygger på linjerne fra Alfa 156. Tidligere var Alfa Romeo ellers ikke bleg for at lancere helt nye linjer ved modelskifte, men nu følger man den mere konservative tyske linje med gradvise opdateringer. Det er ganske logisk, da Alfa Romeos nye topchef - eks-BMW-chef Karl-Heinz Kalbfell - netop udråbte tyske BMW og Audi til hovedkonkurrenterne for nyskabelsen. Mere rummelig At konkurrere med BMW og Audi er naturligvis en stor udfordring for Alfa Romeo, der nok har leveret køreglæde og toppræstationer i spandevis, men som aldrig er gået hele vejen op, når det kommer til kvalitet og de dyre tyske bilers image. Det kan den nye Alfa 159 muligvis lave om på. For hvis man et øjeblik tillader sig at se bort fra, at de testbiler, der var stillet til rådighed for journalisterne, så åbenlyst var tidlige produktionsmodeller med store mangler i finish, rykker den nye Alfa fremad på de fleste felter. Den er vokset i størrelse - 24 cm i længden, 9 cm i bredden, og akselafstanden er forøget med 10 cm, hvilket giver en mere rummelig kabine end forgængeren. Det gør dog ikke Alfa 159 til noget pladsvidunder, men matcher udmærket BMW 3-serie og Audi A4. De forreste pladser er fine med en god kørestilling, men bagtil vil voksne på over 1,80 cm føle det en anelse trangt. Bagagerummet er vokset lidt (+ 27 liter til 407 liter), men er ikke prangende. Forbedringer Nu er det ganske givet også først og fremmest på vejen, en potentiel Alfa-køber vil dømme bilen. Her er der både godt og dårligt nyt for alfister. Det gode først. Når man taler om køredynamik, synes Alfa 159 at have fået et markant løft. Der er en nykonstrueret undervogn, et fremragende styretøj og en helt ny gearkasse, som for første gang gør gearskifte til en helt ny og fornøjelige oplevelse hos Alfa Romeo. Alt i alt meget overbevisende køreegenskaber. Dertil kommer, at komfortniveauet er hævet betragteligt, både når det kommer til at opsuge vejens ujævnheder, men det mest imponerende er dog det meget lave støjniveau i kabinen. Ved 210 km/t på motorvej var det således stadig muligt at føre en helt normal samtale i den svageste Alfa 159 med 1,9-liters benzinmotor. Også på det sikkerhedsmæssige er der sket en oprustning. Alfa 159 har således syv airbags som standard, og Alfa-folkene er selv meget sikre på, at bilen opnår højeste karakter ved den officielle crashtest hos NCAP i efteråret. Forringelser Der er også negative sider ved modelskiftet. Den større karosse, det ekstra sikkerhedsudstyr og den øgede komfort i form af f.eks. støjdæmpningsplader og ekstra tykt vinduesglas har øget egenvægten betragteligt. Den har taget hele 250 kg på sammenlignet med Alfa 156. Den vægtforøgelse kan selv ikke de helt nyudviklede benzinmotorer kompensere for. Det halter med at genfinde de gode præstationer fra den gamle model. F.eks. er den nuværende Alfa 156 med en 2,0-liters motor og 165 hk hele 0,6 sekunder hurtigere i paradedisciplinen 0-100 km/t end Alfa 159 med den nyudviklede 2,2-liters motor på 185 hk. Dertil kommer, at Alfa-lyden næsten er væk i de firecylindrede motorer. Kun den helt nye 3,2-liters V6 benzinmotor holder den berømte motorlyd og præstationerne i ave. Den anden side af vægtforøgelsen er, at Alfa 159 - ganske vist med lidt større motorer - er mere forslugen end forgængeren. 10,6 kilometer på en liter benzin for en benzinmotor på 2,2 liter er ikke meget. lars.ole.locke@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























