Første indtryk bag rattet: lidt af en slatten sutsko at køre i. Efter en uges bekendtskab: Undskyld! Denne bil er helt i orden, snarere en fornuftig, rummelig hyttesko af den slags, man udtjener totalt, fordi de er så behagelige. Navnet Nissan Almera Tino har de seneste år mest optrådt på bagsmækken på varevogne. Den forsøgte sig som personbil for fem år siden, men blev dømt for dyr. Sådan er det ikke længere - prisen er nemlig den sammen som dengang, og i dag er 260.000 kroner et mere konkurrencedygtigt kapitalkrav for en MPV med fem individuelle sæder og et ganske forslugent bagagerum, der er lettere hævet, så baghjulene kun får lov at stjæle en smule plads i siderne. Bagagekapaciteten blev testet grundigt og bestod, da fem familiemedlemmer inklusive bagage til en uge og et halvt dusin tykmavede indkøbsposer kørte på langfart i bilen. Alle fik kigget ud på den nydelige sommernatur, for bilen er gavmild med udsynet fra alle pladser - bagsæderne er placeret noget højere end sæderne foran, og det giver ekstra udsigtsbonus, endda uden at man skraber issen mod loftet. »Men hvor er det upraktisk med stof på forsædernes bagside«, lød det fra mormor deromme, da selskabets to drenge kort efter afrejse havde plantet turens første mudderspor. Benzintørstig Foran sad vi fint i de højryggede sæder og nød udsigten. Kun i skarpe kurver generede de forreste stolper, og den skrånende front havde vi heller ikke fuldt overblik over ved tætte parkeringer. I førersædet, som kan hæves og sænkes, glædede vi os over de overskuelige instrumenter - nydelige skiver med røde pile og lyse tal placeret på sort baggrund. Klimaanlæg og cd-radio er også logiske og lette at betjene, og den ønskede varme/kulde når også fint om på bagsædet, forlød det med tilfredshed. Bilen har også bakkamera: Når bilen er i bakgear, viser computerdisplayet, hvad der foregår lige bag bilen. Fra passagersædet lød dog en enkelt anke: Den nedadbuede front er meget knænær, når sædet af hensyn til passagerne bagi er rykket noget frem. Gearet virker umiddelbart lidt tyndt og leddeløst til en bil af denne størrelse. Man vænner sig dog langsomt til at skulle røre rundt med det. Motoren har rigeligt med kræfter - også hvis man vil have noget på slæb. Den er velafbalanceret og ikke særligt støjende på lande- og motorveje, mens bøvlet bytrafik godt kan afstedkomme en mere spjættende kørsel. Affjedringen er til den særdeles bløde side. Noget sparedydsmønster kan man ikke kalde Almera Tino - 13 kilometer per liter benzin ved blandet kørsel er i den høje ende for de mellemstore MPV'er. Hemmelige rum Opbevaring og ommøblering er langt hen ad vejen en smal sag i denne bil. Bagsæderne kan - med en anelse besvær, fordi håndtaget sidder nede på siden af ryglænene - tiltes frem eller kolbøttes videre helt om bag forsæderne, hvis bagagekapaciteten skal udvides. Denne manøvre åbenbarer to meget hemmelige opbevaringsrum placeret under bagsæderne i bilens bund. Mindre hemmelige, men også fikse er to andre og mere tilgængelige rum under bagsædepassagerernes gulvmåtte. Desuden kan det midterste bagsæde vippes frem mellem de øvrige to og tjene som et lille bord med kopholdere og opbevaringsrum. Bagsæderne er individuelle, og de to yderste kan hver især rykkes frem og tilbage. Passagersædets ryg kan desværre kun vippes lidt frem per besværlig drejeknop, så man kan ikke udnytte kabinens fulde længde til bagage. Nok et resultat af bilens nære varevognsslægtskab. Hele sædet kan dog rykkes ret langt frem mod fronten. Bagageklappen åbner behageligt højt, og hattehylden er en fiks foldemodel, der kan dække mere eller mindre af rummet. Dørenes blikagtige lukkelyd tilgiver man hurtigt - de er både brede og betjeningsvenlige. Nissan Almera Tino fås i en enkelt udstyrsudgave, som desværre ikke omfatter det elektroniske stabiliseringsprogram ESP - ej heller som tilkøbt ekstraudstyr. Under motorhjelmen kan man vælge mellem den testede benzinmodel og en stor 2,2-liters dieselmotor med 112 hk, der får prisskiltet til at runde de 300.000 kroner. helle.sindal@pol.dk