De sikre biler - og de farlige

Lyt til artiklen

En ny stor svensk bil er mere sikker end en ældre, lille fransk bil. Det kommer næppe som noget chok for nogen, men ellers er der en del overraskelser i rapporten 'Hur säker är bilen', som den svenske forsikringsselskab Folksam udarbejder hvert andet år. To biler udpeges som 'årets vindere', altså de absolut mest sikre biler på de svenske veje. Det er Saab 9-3 (fra 1998-03) og Saab 9-5. De fremhæves for deres evne til at beskytte deres passagerer, ikke mindst mod piskesmældsskader, som er den hyppigste skade ved bilulykker. Den nyeste årgang af Saab 9-3 med tilnavnet Sport Sedan er ikke med i denne Folksam-rapport, men det skulle være mærkeligt, om den ikke også havner i sikreste gruppe. I Folksam-rapporten gennemgås rigtige ulykker på svenske veje, og det vender lidt og op ned på den rangorden, der ellers fremkommer, når bilerne crashtestes under laboratorieforhold, f.eks. hos organisationen Euro NCAP. Folksam placerer bilerne i fem grupper - fra 'farligst' til 'sikrest'. Ingen koreansk bil har endnu opnået de fem maksimale Euro NCAP-stjerner, som ellers næsten uddeles på samlebånd til f.eks. Renault. Men alligevel betegnes Hyundai Accent (årgang 1995-99) som 'sikreste bil' blandt småbilerne - en ære, den deler med Toyota Yaris. Også Mitsubishi Lancer fra 1989-92 er i fineste gruppe - og sært nok er den lidt bedre end efterfølgeren fra 1992-96. Normalt er nyere biler ellers de sikreste. Renault Twingo er i kategorien 'farligst', hvor den kan stå og skamme sig sammen med Citroën AX, Nissan Micra (frem til 2002), Opel Corsa (1993-99), Peugeot 106 (1992-99) og Renault 5 (1985-90). I en bil i den farligste klasse løber man en ti gange så stor risiko for at blive dræbt eller kvæstet end i en bil i sikreste klasse, skriver Folksam i sin rapport. Drastisk forbedring At en ny bilmodel ofte er langt mere sikker end forgængeren, vises med al tydelighed hos Ford. I Sverige hører Focus hjemme blandt 'større småbiler', og den er udpeget som den sikreste. Forgængeren, Escort (1991-2001) får derimod betegnelsen 'farligst'. Opel Astra (1998-2004) er også helt i top, og det er den model, der i Danmark sælges med tilnavnet Classic. Nye bilmodeller dukker først op i Folksam-rapporten efter tre år, så den helt nye Astra med tilnavnet Limited er endnu ikke med. Men det er bemærkelsesværdigt, at også den forrige Astra, bygget fra 1992-97, er oppe blandt de mest sikre i denne klasse. Andre topsikre biler i klassen 'større småbiler' er Audi A3, Mazda 323 (1986-90), Seat Toledo (1992-99), Seat Toledo/Leon (1999-2005), Skoda Octavia (1997-2004) og Toyota Corolla (2002 og frem). De farligste i denne klasse er førnævnte Ford Escort, Honda Civic (1992-95), Mazda 323 (1990-95), Peugeot 306 (1993-2002) og VW Golf/Jetta (1984/91). I den gruppe der kaldes 'mellemstore biler', er der trængsel blandt de mest sikre og kun en enkelt i gruppen 'farligst' - og det er BMW 3-serie 1983-91. Efterfølgeren fra 1991-98 tager derimod et kvantespring op i gruppen 'næstsikrest'. I sikreste gruppe finder vi Ford Mondeo (2001 og frem), Mitsubishi Carisma (1996-2004), Mitsubishi Galant (1993-96), Nissan Primera (1991-96), Peugeot 406 (1996-2004), Renault Laguna (1994-2001), Saab 900 (1994-98), Saab 9-3 (1998-03) og Volvo S60 (2001 og frem). Blandt de store biler - Audi A6, Saab 9-5, Volvo V70 etc. - er der slet ingen i de to farligste kategorier, men alle er placeret i de tre sikreste grupper. Farlige offroadere »Køb ikke en firehjulstrækker«, lyder det ret bastante råd fra Folksam. I Sverige betegnes disse biler ret rammende 'stadsjeeper', hvilket selvfølgelig hentyder til, at kun de færreste ejere bruger dem til det, de er beregnet til, som er terrænkørsel. Disse biler er tunge og stive i opbygningen og er derfor en meget aggressiv modpart i en trafikulykke. »Resultater fra virkelige ulykker i USA viser, at dødsrisikoen er tre-fire gange højere for passagerer i en normal personbil, der bliver ramt af en firehjulstrækker, sammenlignet med hvad der ville ske, hvis de blevet ramt af en anden normal personbil«, skriver Folksam. Ved soloulykker giver de fleste firehjulstrækkere også en for dårlig beskyttelse af bilens egne passagerer. Lige når det gælder denne biltype, er der dog lidt oprejsning til Volvo, der som nævnt må lide den tort at se Saab udnævnt til 'årets vinder'. Folksam kan nemlig kun anbefale en eneste af de ellers så populære firehjulstrækkere - og det er Volvo XC 90. En række af de mest solgte småbiler i Danmark, f.eks. Fiat Punto, Suzuki Alto/Wagon R og alle Kias modeller findes i så ringe antal i Sverige, at de ikke er med i Folksam-rapporten. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her