Danmarks billigste fabriksnye bil hedder Chevrolet Matiz og vil koste lige i omegnen af 100.000 kroner, når den kommer til salg her i landet til august. Bilens navn forekommer nok bekendt - den forrige udgave af den lille bil hed blot Daewoo, men fremover står der altså Chevrolet på den koreanske bilfamilies nye modeller. Den nye Matiz ligner umiddelbart en moderniseret udgave af forgængeren - den har fået mere markante lygter med indbygget blinklys, rælinger på taget og et mere atletisk, men stadig ganske venligt udseende. Men forandringen er større end som så: Benzinforbruget er bragt ned med 15 procent, og dermed daler også den årlige ejerafgift - fra 1.940 til 1.020 kroner for den mindste motormodel. Sikkerheden er opgraderet, blandt andet med fire airbags, seleforstrammere, et stivere karosseri og forstærkede kollisionszoner, og også komforten er øget - for eksempel er lydisoleringen forbedret. Alt i alt er 80 procent af bilen fornyet i forhold til den gamle udgave. Der er dog stadig tale om en ganske lille bil: 3,5 meter lang, 1,5 meter i højden og bredden og med fem døre. Officielt er der seler og nakkestøtter til fem om bord, men fire personer fylder kabinen aldeles rigeligt ud, og de skal ikke medbringe den store feriebagage. Matiz er afgjort mere en praktisk bybil end et langtursfartøj. Ligesom som dens nærmeste konkurrenter: Suzuki Alto, Kia Picanto, Fiat Panda og Hyundai Getz. Speederen i bund Matiz fås med to forskellige motorer - en trecylindret 0,8 liters udgave i selskab med 52 hk, som kører 19,2 km/l, og en firecylindret 1,0 liters motor med 66 hk, som i snit kan få 17,9 km ud af en liter benzin. Udstyrsmæssigt er der to niveauer at vælge imellem: S-udgaven fås kun sammen med 0,8 liters motoren. Her vil udstyret bl.a. omfatte 4 airbags, centrallås og elruder foran. 1,0 liters motoren bliver markedsført i SE-udgaven, hvor man ud over S-udstyret bl.a. får radio med cd-afspiller og eljusterbare sidespejle. Desuden kan man tilføje aircondition for 5.000 kroner. LørdagsLiv stiftede bekendtskab med begge motorer i Italien, hvor bilen blev præsenteret for pressen i sidste uge. Der er kun begrænset forskel på de to versioners formåen - dog har den store motor den mest behagelige lyd - nærmest som en bil! Begge modeller krævede, at speederen var helt i bund, når de lokale bjergstrækninger skulle forceres. Til gengæld er Matiz vaks i bytrafikken - og yderst overskuelig at parkere, selv på italienske p-pladser, hvor man typisk holder ganske tæt. Oplysninger om fart og forbrug finder man centreret øverst på midterkonsollen - det virker ikke helt oplagt at kigge der. Man kan dog trøste sig med synet af kulørte skiver, der matcher til det indtræk, man vælger. Bag rattet må man nøjes med at kigge på diverse meldinger om eventuelle åbne døre og tom tank. Kvindebil Gearstangen befinder sig grænsende til ubekvemt tæt på førersædet, og det er svært at undgå nærkontakt med rejsende i passagersædet, hvis man vil i femte gear. Kniber det med benpladsen, er der til gengæld ganske højt til loftet både foran og på bagsædet. Førersædet kan justeres i højden, men ikke så meget, at det gør den store forskel. Ikke overraskende er både handskerum og solskærme ganske små, og der er kun makeup-spejl i førersiden - måske fordi Matiz i udpræget grad er en kvindebil - i Europa er 66 procent af Matiz-kørerne af hunkøn. Bagagerummets normalkapacitet på 170 liter kan kun sluge en enkelt weekendkuffert. Dog kan splitbagsædet let tiltes forover, hvilket femdobler rummeligheden, så selv en større indkøbstur kan bjerges hjem. Og bagklappen åbner behageligt højt, når der skal læsse ind og ud. Og jo, den lille bil krænger noget i skarpe sving, og affjedringsmæssigt er den til den hårde side. Men Matiz har jo heller ikke lovet nogen flydertur - det, man får, er en fiks og billig lille bil. Og så får man sikkert også lov at høre på en masse muntre bemærkninger. Under pressepræsentationen var der flere af slagsen: Mon vi bliver snuppet i tolden, hvis vi tager en Matiz eller to i lommen? Og de mere korpulente deltagere regnede med at måtte lukke sidedørene på skift - i den modsatte side ville døren altid springe op igen på grund af de ombordværendes massefylde. helle.sindal@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























