Egentlig mangler Nissan ikke firehjulstrækkere i sit program: Patrol er af tungeste kaliber, Terrano ligger lige derunder, X-trail har et vist personvognspræg over sig, Murano (i Danmark om kort tid) er mest luksusbil, og et sted mellem disse prøver den nye Pathfinder at møve sig ind. Umiddelbart ser den ud til at være lige så meget til pynt som til arbejde: En markant forkromet kølergrill og en kabine, der har lånt adskillige detaljer fra sportsvognen 350 Z. Men så starter vi motoren i vores dieselmodel - og den fortæller, at vi alligevel er på vej over mod arbejdskøretøjet, da den er noget rå i gangen. Vi begynder testkørslen i tæt bytrafik, nærmere bestemt Lissabon, hvor dansk presse netop har mødt bilen, der er klar til salg i maj. Første forhindring opstår på grund af en forkert navigering ved en rundkørsel, og vi skal derfor lige krydse hen over fire-fem tæt trafikerede vognbaner for at nå den rigtige afkørsel. Det går fint - bl.a. på grund af det fine udsyn og måske også til dels Pathfinderens let mastodontiske fremtræden, der får andre bilister til at vige. Det er nemlig en stor bil: 4,74 meter og en vægt på omkring 2.400 kg. Spændt hårdt for Den betragtelige vægt betyder, at vi heller ikke bliver mast ned i sæderne, når vi jokker speederen i bund. De 174 hestekræfter fra den 2,5 liter store dieselmotor har lidt møje med at sætte en så stor masse i bevægelse. Men på motorvejen ved 120-130 km/t går det stabilt og ganske lydsvagt. Testbilen var udstyret med en sekstrins manuel gearkasse, der fungerer let og præcist. Måske med undtagelse af bakgearet, der ligger meget langt ude til højre. Senere prøver vi også bilen med automatgear - og det er ikke nogen lykkelig kombination. Her mærkes tydeligt, at motoren er spændt hårdt for. Ved mindste speederbevægelse og ved enhver stigning skifter automatgearet ned, så motoren ofte pisker af sted med høje omdrejninger, hvor den for længst er holdt op med at lyde godt. Det bedste valg er derfor den manuelle gearkasse. Vi slår ind på en lille landevej, der fint ville kunne bruges som vaskebræt. Affjedringen formår ikke helt at sluge alle rillerne, men holder dog de værste stød væk fra kabinen. I de snævre sving kan vi lige så godt sætte farten lidt ned med det samme. Styretøjet er præcist nok, men igen er det vægten, der sætter en grænse for udfoldelserne. Op og ned Og så er vi fremme på stedet, hvor Pathfinder for alvor skal til eksamen: En ondsindet terrænbane, som Nissan har anlagt på en bjergside i det nordlige Portugal. Vi tager banen i øjesyn og ser nogle ret drabelige forhindringer: Stigninger og fald med en vinkel på 45 grader, 50-60 centimeter dybe huller i jorden samt skråvægge med en hældning på op til 45 grader, til dels belagt med træstammer. Lidt kylling er man jo altid, så vi lægger ud med en bil med automatgear. Sådan en bil er nem at håndtere i terræn, for der er ingen fare for, at motoren går i stå på grund af et kikset gearskifte. Ned i laveste gear og så af sted. I skridttempo og helst uden at røre hverken bremser eller speeder. Med imponerende sejhed kravler vores Pathfinder op og ned og tager også turen gennem hullerne. Undertiden på tre hjul, for krængningen er så stor, at det ene hjul svæver en halv meter over jorden. Alt sammen helt udramatisk. Bare peg bilen i den rigtige retning, så skal den nok komme igennem. Nu var der selvfølgelig også en smule snyd med i spillet, da banen jo var anlagt af Nissan selv, og de havde jo heller ikke gjort den så svær, at bilen ikke ville kunne klare det. Men alligevel tør vi godt sige 'godkendt' til Nissan Pathfinders evner som terrænbil. Ud over den prøvekørte 2,5 liters diesel kommer den også med en V6-bezinnmotor på 4,0 liter, men det vil nok give et astronomisk benzinforbrug, som gør den uinteressant på det danske marked. Langt den største del af salget af Nissan Pathfinder i Danmark vil dreje sig versionen på gule plader til en pris, der starter omkring 300.000 kroner inkl. moms. Den er dermed billigere end konkurrenter som Mitsubishi Grand Pajero, Toyota Landcruiser og Land Rover Discovery. På hvide plader fås Nissan Pathfinder fra 540.000 kroner. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























