Rumskib i diskret forklædning

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

»Jeg vil sidde foran«, gjaldede den femårige. »Det vil jeg også«, fulgte ham på fire. »Jamen, hop I bare ind begge to«, svarede jeg kækt, mens jeg slog airbaggen i passagersiden fra og monterede sønnernes autostole i hver sit forsæde. Dem er der nemlig tre af på rad i Fiat Multipla. Alle højt placerede og med panoramalignende udsyn gennem de store rudepartier. Fiat Multipla har fået en ansigtsløftning: Den karakteristiske delle under forruden er forsvundet, så bilen har fået et mere anonymt udseende. Det samme gælder bagtil, hvor baglygterne har fået en mindre udflydende facon. Om man kan lide forvandlingen er en smagssag - nogle Multipla-fans beklager, at bilen nu 'bare' ligner en forvokset Stilo eller Punto, mens andre glæder sig over det mere diskrete ydre. Glas og plads Indendørs er alt som før: masser af glas og plads - til seks personer og en god sjat bagage. Der er noget lastbil eller autocamper over bilen, når man sidder bag rattet - blandt andet understreget af de store, dobbelte sidespejle med vidvinkeleffekt i bunden og følelsen af at køre en meget bred bil. Den følelse fortager sig dog efter lidt tilvænning, for med sine 1,87 meter er Multipla faktisk kun 11 centimeter bredere end eksempelvis Fiat Stilo. Pladsen til det ekstra forsæde er blandt andet fremtryllet ved at flytte håndbremsen om på venstre side af førersædet og ved at placere den lille, betjeningsvenlige gearstang højt oppe på den futuristisk udseende og fint overskuelige midterkonsol. Dog skal man ikke tilbyde midterforsædet til meget langbenede passagerer, for det kniber med benpladsen der. Lange ben vil befinde sig bedre på sidebagsæderne, især hvis siddepladserne er monteret i den bagerste af de to mulige positioner. Og selv om man i udtalt grad stiger op, når skal ind til bagsæderne, er loftshøjden hæderlig, og de fikse klap-op farthåndtag, som findes over alle fire døre, sikrer mod den ubehagelige hoved mod håndtag-position, som mange andre bilmodeller plager høje bagsædepassagerer med. Alle seks sæder i bilen er hver især lette at tilte frem eller bagover, selv om vippehåndtagene kræver nogen håndkraft. Bagsæderne og forsædet i midten har fast beklædning på bagsiden og kan forvandles til borde, når de ikke gør tjeneste som siddepladser. De kan også klappes sammen eller tages helt ud - ikke lige med et snuptag, men dog på overkommelig gør det selv-maner. Både rat og forsæde kan justeres i højden, hvilket er en behagelighed. Den mest veludrustede af de to Multipla-udstyrsvarianter byder også på lændestøtte, som denne testkører dog mest fornemmede som at sidde med en hamburgerryg som sofapude. Passende motor Motorens kraft og kapacitet matcher bilens størrelse og trafikken her til lands ganske fornemt. Til gengæld må man finde sig i lidt støj - både motor og dæk giver lyd fra sig, især på motorvejen. Fiat Multipla er både let og stabil at styre, takket være blandt andet hjulenes placering langt ude i bilens fire hjørner. Men benzinbilister må undvære stabiliseringsprogrammet ESP, som kun fås som ekstraudstyr til dieselvarianterne af den nye Multipla. Pris: 11.000 kroner. Multipla har fire airbags som standard. Gardinairbags kan erhverves som ekstraudstyr for 2.000 kroner. Og nu vi er ved sikkerheden, er det værd at bemærke, at den oprindelige udgave af Multipla fik grundige skænd efter at have klaret sig meget dårligt i en frontalkollision i Euro NCAP crashtest. Den nye model skulle dog være forbedret på en række punkter. Bagagerummet på 430 liter er reelt og rummeligt. Vi savnede dog et bagagedækken. Sådanne minusser i karakterbogen generede dog de unge passagerer, som havde fast plads på forsæderne på samtlige testture. De var vilde med bilen og detaljer som de store, buede dørhåndtag og de kolossale solskærme med indbyggede solbrilleholdere. »Den er næsten som et rumskib«, lød deres begejstrede dom. helle.sindal@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her