Vejviser til færre problemer

Lyt til artiklen

Det smarteste design eller de færreste problemer? Det kunne være to afgørende kriterier ved valg af ny bil, men skal vi være helt ærlige, ved vi ikke, hvad danskerne går efter, når de køber ny bil. Men her prøver vi at sætte to lister over for hinanden: Top 20-listen over de mest solgte biler herhjemme i 2004 og hitlisten over de mest problemfrie biler, som er udarbejdet af de tyske synsmyndigheder TÜV, som kigger på omkring syv millioner biler om året. Den nye rapport fra TÜV om autoåret 2004 er netop udkommet, så vi har plukket i den. Placeringen på TÜV-listen gælder for to- til treårige biler. En liste med i alt 110 biler - og det er bilerne i toppen af listen, der har færrest fejl. 1) Peugeot 307 Den mest solgte bil i Danmark sidste år, men den er så ny, at den endnu ikke optræder i TÜV-rapporten. Vi går derfor rask videre til nr. 2, som kommer fra samme familie. 2) Peugeot 206 Det elektriske anlæg nævnes som en svaghed. Startproblemer kan føres tilbage til motorstyringen og tændspolen. Nr. 63 på TÜV-listen. 3) Toyota Avensis Om den foregående Avensis-generation 1998-2003 hedder det: Svingende forarbejdningskvalitet, som bl.a. giver klaprende døre. Problemer med kobling og svinghjul på diesel- og toliters benzinmodeller. Nr. 15 på TÜV-listen. 4) Skoda Fabia En del tekniske svagheder er fulgt med brugen af komponenter fra VW-koncernen: defekte elruder, bøvl med benzinindsprøjtning og motorstyring. Unikt for Skoda Fabia: Slid på koblingen. Nr. 34 på TÜV-listen. 5) Ford Mondeo Nyeste model har problemer med rust i dørene. Nr. 55 på TÜV-listen. 6) VW Passat En tilbagekaldelsesaktion sidste år fik gjort kål på mange bilers fejl på akslerne. Desuden talrige defekter på turbolader og tandrem på TDI-modellerne. Nr. 21 på TÜV-listen 7) Hyundai Getz Er så ny, at den ikke optræder i statistikken. Den bedst placerede Hyundai er Elantra som nr. 44. 8) Suzuki Alto Optræder heller ikke i statistikken. Bedst placerede Suzuki er Swift som nr. 45. 9) Skoda Octavia De samme problemer som Fabia. Nr. 45 på TÜV-listen. 10) VW Golf 'Golf med handikap', skriver TÜV-rapporten. Problemer med benzinindsprøjtning, brud på tandrem på TDI-motorer, vaklende sæder og gummislanger, der bliver utætte efter et par år. Nr. 21 på TÜV-listen. 11) Toyota Yaris Solid, men ikke helt så problemfri som forgængeren Starlet. TÜV-rapporten nævner enkelte motorhavarier og enkelte koblingsdefekter. Nr. 11 på TÜV-listen. 12) Citroën C5 Findes ikke på TÜV-listen. Bedste Citroën er Xantia som nr. 43. 13) Mazda 6 Findes ikke på TÜV-listen, men den nært beslægtede 626 ligger som nr. 39. 14) Suzuki Liana Findes ikke på TÜV-listen, men familiemedlemmet Baleno er nr. 52. 15) Opel Astra En trøst: Jo nyere Astra, jo færre problemer. Men den forrige Astra-model, der stadig sælges under navnet Classic, er noteret for talrige defekter: bl.a. højlydte bremser, utæt udstødning og defekte komponenter i airconditionanlægget. Nr. 73 på TÜV-listen. 16) Citroën Berlingo Ikke fejlfri, men på den anden side er det svært at sætte fingeren på deciderede problemområder. Nr. 52 på TÜV-listen. 17) Peugeot 407 Så ny, at den ikke optræder i TÜV-statistikken. Bedst placerede Peugeot er 206'eren som nr. 63. 18) Toyota Corolla Utæt toppakning og en slidt kobling kan optræde, men alligevel er Toyota Corolla en bil med langt færre fejl end gennemsnittet. Nr. 14 på TÜV-listen. 19) Fiat Punto Bremser, kobling og det elektriske anlæg nævnes som de svage punkter. Nr. 76 på TÜV-listen. 20) Fiat Panda Så ny, at den ikke optræder i TÜV-listen. Men se ovenfor - Punto er en nær slægtning. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her