Den er fiks og har mange opfindsomme detaljer, er økonomisk og velkørende, har et højt sikkerhedsniveau og alligevel tror vi, at Renault Modus bliver et sjældent syn i Danmark. Den kommer nemlig let til at koste over 200.000 kroner og er ikke specielt rummelig - ikke to gode argumenter for en bil, der især skal appellere til børnefamilier. Billigste Modus koster 193.000 kroner, mens en konkurrent som Toyota Yaris Verso er 20.000 kroner billigere, og den har et dobbelt så stort bagagerum. Alle de førnævnte kvaliteter betyder dog, at Renault Modus slet ikke er nogen dårlig bil. Udefra ligner den en skrumpet Renault Scenic med sine høje og lidt kantede linjer. Vi tager plads i kabinen i et sæt forsæder, der er store og behagelige at sidde i. Der er en trinløs justering af ryglænet, som er en sjælden detalje i franske biler. Desværre kan rattet kun justeres i højden, ikke i længden. Alt samlet i ét Her er ingen traditionelle instrumenter, alt er samlet i et centralt placeret digitaldisplay med et virvar af informationer: hastighed, motorens omdrejninger, benzinmåler, kølevandstermometer, radiokanal etc. Mange af symbolerne er blevet så små, at de er svære at aflæse i en ruf, men franske bildesignere synes at være totalt forelskede i den digitale verden for tiden. Renault Modus har en del mini-MPV over sig, og det medfører bl.a. et bagsæde, der kan skubbes lidt frem og tilbage - alt efter om man ønsker bagageplads eller benplads på bagsædet. Smart nok, men det ændrer ikke ved, at pladsforholdene bagude er ret begrænsede. Der er en generøs mængde af fralægsrum rundt om i kabinen, cd-radioen er nydeligt integreret i midterkonsollen, og alt i alt har bilen en meget fin og brugervenlig indretning. Og udsynet er perfekt og ubesværet i alle retninger, og det er ingen selvfølge i moderne biler. Testbilen havde dog et stort irritationsmoment: viskerbladene. De er af den særlige 'aero'-type, som ikke har nogen fast ryg. De skulle angiveligt ligge mere stabilt på forruden ved høj fart, men her i Modus fungerede de helt forfærdeligt ved let regn i bykørsel. Her skrabede de larmende hen over ruden og gav et højt smæld, hver gang de skiftede retning. Vi har oplevet samme skavank med denne viskertype i Citroën C5 og Mazda 3, mens de har fungeret perfekt i f.eks. Peugeot 407 SW og BMW 1-serie. Renault kan levere en såkaldt komfortpakke til 5.000 kroner. Den ville vi ikke tøve med at bestille, da den bl.a. omfatter fartpilot, elruder foran samt elspejle med vidvinkelfelt i førersiden samt højdejusterbart førersæde. Lige akkurat nok Testbilen var udstyret med motortrin nr. to: 1,4 liter og 98 hk. Mindste motor er på 1,2 liter og 75 hk. 1,4-motoren er kvik nok, men så heller ikke mere. Den er temmelig lavt gearet, så ved 130 km/t er den oppe i nærheden af 4.000 omdrejninger, og så bliver motorstøjen lidt påtrængende. Gearskiftet er ikke noget at råbe hurra for, da det har en lidt knoklet gang. Sært nok, da Renault i de fleste andre modeller tilbyder et fortrinligt gearskifte. Køreegenskaberne er helt uproblematiske. Affjedringen er tilpas fast til at forhindre voldsom krængning, og skulle bilen endelig begynde at skride ud, så vil det standardmæssige ESP-system straks gribe ind. Seks airbags er standard, og Renault gør ingen hemmelighed ud af, at Modus fik de maksimale fem stjerner i en Euro NCAP-crashtest. Det er dog bilens selealarm, der var med til at sikre den femte stjerne - uden denne alarm, der i sig selv ikke gør bilen mere sikker, var det kun blevet til fire stjerner. Som sagt er der meget, der taler for en Renault Modus - prisen er eneste hæmsko. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























