Det hurtigste herreværelse

Jaguar XJ8 er et gennemført luksuslimousine, der også er en fornøjelse. - Foto: Jaguar
Jaguar XJ8 er et gennemført luksuslimousine, der også er en fornøjelse. - Foto: Jaguar
Lyt til artiklen

Det er lidt som at kravle ned i sin private hule eller tage plads i den bedste lænestol i en eksklusiv klub, når man sådan tager plads i en Jaguar XJ8. Fint læder på sæderne og mørkt træ på instrumentpanelet giver den rette atmosfære, og den brede midterkonsol bidrager til intimiteten. Der er i hvert fald ikke fare for, at man rutsjer over på passagersædet. Vi vrider tændingsnøglen og noget går i gang ude foran. Uhyre støjsvagt i første omgang, men vi pirker til speederen, og vi begynder at tro på, at det faktisk er en V8-motor, der er installeret i testbilen til cirka 1,5 millioner kroner. Godt nok kun 'den lille' af to valgmuligheder, nemlig 3,5 liter og 258 hk, hvor 'den store' tilbyder 4,2 liter og 298 hk. Men det er nu rigeligt. Første igangsætning sker trods automatgearet en kende abrupt - det er en bidsk motor, hvis man træder den på halen. Kun naturligt i en Jaguar. Lidt forøget kendskab til bilen medfører den glidende kørsel, passagererne vil forvente. Næsten lydløst I byen er den helt suveræn. Glider lydløst af sted og dæmper de værste huller i asfalten. Vi kørte bilen den lørdag eftermiddag, hvor det blæste op til orkanagtig storm - godt nok inden uvejret var på sit højeste. På landevejen kunne man da også godt mærke, at det ruskede en anelse i bilen, men der var ingen vindstøj. Og så stiger man ud og er ved at dratte omkuld i de hårde vindstød. Med andre ord: Jaguar XJ8 er en bil, der i imponerende grad holder stand mod elementernes rasen. En god egenskab for en bil med udprægede langtursegenskaber. Og samtidig er den kolossalt sjov på små veje. Godt nok er det en stor bil med en længde på 5,09 meter, men da karrosseriet er af aluminium, er bilen 200-300 kilo lettere end konkurrenter som BMW 7-serie og Mercedes S-klasse. En let bil har alle dage været nemmere at tumle end en tung, og både styretøj, bremser og den sekstrins automatgearkasse er perfekt doseret til entusiastisk kørsel. Vi var aldrig over de tilladte 130 km/t, men bilen klarer nemt næsten det dobbelte Overskueligt udstyr »Hvor er baren?«, lyder det fra bagsædet, da vi agerer limousineservice og henter et par bekendte i lufthavnen. Nu skal chaufføren selvfølgelig ikke rette på herskabet, men vi er dog nødt til at påpege, at de helt overdrevne luksusdetaljer aldrig har været naturlige ingredienser i en Jaguar. Lad Bentley og Rolls-Royce om den slags. Her er, hvad der skal være, men så sandelig heller ikke mere. Det kan nu også være en fordel. F.eks. er det ikke nødvendigt at tage på udvidet computerkursus, før man er i stand til at føre en Jaguar XJ8. Det er man nødt til i en konkurrent som BMW 7-serie, hvis man vil nyde alle bilens finesser. Sæderne og nakkestøtterne i en XJ8 kan dog indstilles elektrisk - især det sidste er en fin lille gimmick. Småt med plads Ude i lufthavnen opdager vi også, at bagagerummet faktisk er ret begrænset. Det har godt nok en stor overflade, men det er meget fladt. To store rullekufferter kan lige mokkes ind. Havde der været en tredje kuffert, havde vi haft et problem. Køber man en Jaguar XJ8, er man medlem af en lille eksklusiv klub. Sidste år blev der solgt otte stk. herhjemme, og det kan man sammenligne med Audi A8 (fem stk.), BMW 7-serie (11 stk.) og Mercedes S-klasse (25 stk.). Ifølge en oversigt fra Danmarks Statistik (gengivet af FDM/Motor) er der i alt 1.742 indregistrerede Jaguar-biler i Danmark. Når der ikke sælges flere XJ8'ere, kan det kun skyldes prisen, der starter ved 1,5 millioner kroner. Bilen selv er det i hvert fald svært at sætte fingre på. »Det er ikke nemt at blive sur på den bil«, som salgschefen hos Jaguar Danmark udtrykte det, da vi hentede bilen. Sandt nok.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her