Klagernes holdeplads

Mazda, t.h., slår Toyota i kampen om førstepladsen på tilfredshedslisten hos det tyske blad Auto Bild. Listen er blevet til på bl.a. grundlag af henvendelser fra 8.000 tyske bilejere.   Foto: Martin Zakora
Mazda, t.h., slår Toyota i kampen om førstepladsen på tilfredshedslisten hos det tyske blad Auto Bild. Listen er blevet til på bl.a. grundlag af henvendelser fra 8.000 tyske bilejere. Foto: Martin Zakora
Lyt til artiklen

Bilister, der har betalt i dyre domme for deres nye køretøj, skal nok lade høre fra sig, hvis der er noget galt med deres nyerhvervelse. I Tyskland går en del af de utilfredse ejere direkte til bladet Auto Bild, der har en særlig klagekasse, og det bliver til i alt 8.000 breve om året. Alle klager behandles og tælles op, så der kommer et overblik over, hvilke mærker der forårsager flest klager. På pladserne 1-6 - altså dér, hvor der er de færreste klager - ligger bilmærker fra Japan og Korea. Det bedst placerede europæiske mærke er Opel på en syvendeplads. Og hvis man tror, at høj pris automatisk også giver høj kvalitet, tager man fejl. Mercedes ligger nr. 11, Audi er nr. 14 og BMW nr. 15 og dermed næsten i bunden. Nogle af de mærker, der sælger godt i Danmark, er Suzuki, Daewoo og Kia, men de kører åbenbart i så ringe antal i Tyskland, at de ikke er med i denne undersøgelse, som vi godt tør citere fra, da bilerne, der sælges i Tyskland og Danmark, er nøjagtig ens. Den del af undersøgelsen, der handler om værkstedernes behandling af kunderne, har vi derimod sprunget over. Audi: Høj pris, flot design, men ikke fejlfri teknik. Audi-ejerne noterer defekte elruder samt problemer med multitronic-gearet samt luftmassemåleren, der er med til at styre brændstofmængden i indsprøjtningssystemet - en fejl, som plager adskillige andre biler fra VW-koncernen. Antallet af klager fra Audi-ejere har været stigende. BMW: Et ganske svagt stigende antal klager, der især handler om problemer med for- og bagaksel. Citroën: Ganske mange små defekter, men ingen graverende. Tætningslister langs dørene er ikke for gode, og Pluriel med det opfindsomme tag, der kan åbnes, er ofte utæt. Fiat: Fiat lukker og slukker her i undersøgelsen. Ligger på dårligste plads, i øvrigt for fjerde år i træk. Hvis bare Fiat kunne lære at bygge holdbare motorer, ville situation være meget bedre. Hver fjerde klage handler om knækkede tandremme eller utætte toppakninger. Samlet er der færre klager i 2004 end i 2003. Ford: Rust i biler, der ikke har ret mange år på bagen - det er et problem med Ford Focus og Mondeo. Ellers har bilerne fra Ford klaret sig flot i de 100.000 kilometer-test, som Auto Bild gennemfører med mellemrum. Honda: Hallo, er der nogen derude? Der er i hvert fald nærmest ingen Honda-ejere, der klager deres nød til Auto Bild. De står kun for tre ud af 1.000 klager - så derfor er der tilsyneladende slet ingen svage punkter ved en Honda, som der kører ganske mange af i Tyskland. Hyundai: Enten vil Hyundai-ejere ikke sætte sig til brevpapiret, eller også har de ikke noget at klage over. Eller også er Hyundai blevet bedre til at fange fejlene i opløbet. I 2003 var der en del klager en motor- og gearkasseskader, men det har Auto Bild ikke hørt noget om i 2004. Mazda: Sejrherren i denne kvalitetsundersøgelse. Mazda slår dermed Toyota, som ellers har ligget som nr. 1. Auto Bild har modtaget færre klagebreve fra Mazda-ejere i takt med, at salgstallene i Tyskland er steget. Mercedes: Stjernehøj pris, men masser af problemer: Næsten helt nye biler har kraftige angreb af rust, der er talrige tilfælde af svigt på de elektroniske bremser i den nye E-klasse samt elektronisk bøvl i de fleste modeller. Der er en stigning på 10 procent i antallet af klager. Mitsubishi: Overraskende få klager - overraskende, fordi Mitsubishi kun klarer sig middelmådigt i den årlige rapport fra synsmyndighederne TÜV. Nissan: Endnu en af de problemfrie japanere. Ganske vist er der kommet lidt flere klager over motorskader, men det samlede antal af klager holder sig stadig på et behersket omfang. TÜV-rapporten peger på en del rustangreb. Peugeot: Antallet af klager er ganske vist faldende, men ligger stadig på et ret højt niveau. Især motorstyringen volder kvaler, og samlet må Peugeot leve med en placering helt i bunden af listen. Renault: Flot, vovet design, men bilerne plages af ikke alt for holdbare komponenter i undervogn og udstødning. Tidligere var der mange klager over motoren på grund af defekte vandpumper og tandremme, men de optræder ikke så ofte nu. Opel: Stærkt på vej mod færre problemer - bl.a. fordi det nu anbefales at skifte tandrem på motoren allerede ved 60.000 kilometer. Dog stadig en del klager over bl.a. bremser og styretøj, men der bliver færre af dem. Seat: Medlem af VW-koncernen - på godt og ondt. Det medfører bl.a. de samme problemer med indsprøjtningens luftmassemåler som hos Audi, Skoda og VW selv. Desuden et meget stort antal klager over defekte elruder. Skoda: Her er et bilmærke, der har grund til bekymring. Antallet af klager er steget med 30 procent fra 2003 til 2004 - fejlkilden er indsprøjtningssystemet ligesom hos de andre koncernfætre i VW-familien. Også her: svigtende elruder. Toyota: Vant til at indtage pladsen som nr. 1 i kvalitetsundersøgelser som denne, men er skubbet af pinden af Mazda. Årsagen er bl.a. styretøjskvaler i Avensis. Men det er så også alt. VW: Hver tredje klagebrev hos Auto Bild handler om en VW, og det står ikke i noget fornuftigt forhold til antallet af VW-biler i forhold til de øvrige. Problemerne: indsprøjtningen, elruderne samt komponenter i undervognen. Volvo: Nærmest ingen klager fra Volvofolket, og når der sker, handler det mest om motorproblemer i biler, der har kørt over 100.000 km.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her